ojnene--! Farvel.

(vil imod doren.)

HEDVIG (haenger sig fast i ham og skriger hojt).
Nej da! Nej da! Ga ikke ifra mig!

GINA (raber).
Se pa barnet, Ekdal! Se pa barnet!

HJALMAR.
Jeg vil ikke! Jeg kan ikke! Jeg ma ud;--vaek fra alt dette!

(Han river sig los fra Hedvig og gar ud gennem gangdoren.)

HEDVIG (med fortvilede ojne).
Han gar fra os, mor! Han gar fra os! Han kommer aldrig mere
igen!

GINA.
Bare ikke graed, Hedvig. Far kommer nok igen.

HEDVIG (kaster sig hulkende ned i sofaen).
Nej, nej, han kommer aldrig hjem til os mere.

GREGERS.
Tror De, jeg vilde alt til det bedste, fru Ekdal?

GINA.
Ja, jeg tror det naesten; men gud forlade Dem alligevel.

HEDVIG (ligger i sofaen).
A jeg synes jeg ma do af dette her! Hvad har jeg da gjort
ham? Mor, du ma fa ham hjem igen!

GINA.
Ja, ja, ja; vaer bare rolig, sa skal jeg ga ud og se efter
ham. (tar ydentojet pa.) Kanske han er gat indom til
Relling. Men sa skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig
det?

HEDVIG (graeder krampagtigt).
Ja, jeg skal la' det vaere; nar bare far kommer igen.

GREGERS (til Gina, som vil ga).
Var det ikke bedre alligevel, at De forst lod ham kaempe sin
smertens kamp til ende?

GINA.
A, det far han gore bagefter. Forst og fremst ma vi fa
stagget barnet.

(gar ud gennem gangdoren.)

HEDVIG (saetter sig oprejst og torrer tarerne af).
Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke
far vide af mig mere?

GREGERS.
De skal ikke sporge om det, forinden De er ble't stor og
voksen.

HEDVIG (hikster).
Men jeg kan da ikke ga og vaere sa graesselig bedrovet lige
til jeg blir stor og voksen.--Jeg skonner nok, hvad det
er.--Kanske jeg ikke er fars rigtige barn.

GREGERS (urolig).
Hvorledes skulde det ga til?

HEDVIG.
Mor kan jo ha' fundet mig. Og nu har kanske far fat vide
det; for sligt har jeg laest om.

GREGERS.
Na, men om sa var--

HEDVIG.
Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja
naesten mere. Vildanden har vi jo ogsa fat sendendes til
foraering, og alligevel holder jeg sa svaert af den.

GREGERS (afledende).
Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden,
Hedvig.

HEDVIG.
Den stakkers vildanden. Den taler han heller ikke at se for
sine ojne mere. Taenk, han har fat lyst til at vri' halsen om
pa den!

GREGERS.
A det gor han da visst ikke.

HEDVIG.
Nej, men han sa' det. Og det synes jeg var sa faelt sagt af
far; for jeg laeser bon for vildanden hve