r aften og ber, at
den ma blive bevaret for doden og alt det, som ondt er.

GREGERS (ser pa hende).
Plejer De laese aftenbon?

HEDVIG.
Jaha.

GREGERS.
Hvem har vaennet Dem til det?

HEDVIG.
Jeg selv; for det var en gang far var sa syg og havde igler
pa halsen; og sa sa' han, at' han sad med doden i haenderne.

GREGERS.
Na ja?

HEDVIG.
Sa holdt jeg bon for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er
jeg ble't ved med det.

GREGERS.
Og nu ber De for vildanden ogsa?

HEDVIG.
Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var
sa sygelig i forstningen.

GREGERS.
Laeser De kanske morgenbon ogsa?

HEDVIG.
Nej det gor jeg da rigtignok ikke.

GREGERS.
Hvorfor ikke ligesa godt morgenbon?

HEDVIG.
Om morgenen er det jo lyst; og da er der jo ikke noget
videre at vaere raed for.

GREGERS.
Og den vildanden, som De holder sa inderlig af, den vilde
Deres far vri' halsen om pa.

HEDVIG.
Nej, han sa', det var bedst for ham, om han gjorde det; men
han vilde spare den for min skyld; og det var da snilt af
far.

GREGERS (lidt naermere).
Men om nu De frivillig offred vildanden for hans skyld?

HEDVIG (rejser sig).
Vildanden!

GREGERS.
Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og
ved i verden?

HEDVIG.
Tror De, det vilde hjaelpe?

GREGERS.
Prov det, Hedvig.

HEDVIG (sagte, med lysende ojne).
Ja, jeg vil prove det.

GREGERS.
Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De?

HEDVIG.
Jeg vil be bedstefar skyde vildanden for mig.

GREGERS.
Ja, gor sa. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt!

HEDVIG.
Hvorfor ikke det?

GREGERS.
Hun forstar os ikke.

HEDVIG.
Vildanden? Jeg vil prove det imorgen tidlig?

(Gina kommer ind gennem gangdoren.)

HEDVIG (imod hende).
Traf du ham, mor?

GINA.
Nej; men jeg horte, han havde vaeret indom og fat Relling med
sig.

GREGERS.
Er De viss pa det?

GINA.
Ja, portkonen sa' det. Molvik var ogsa gat med, sa' hun.

GREGERS.
Og det nu, da hans sind traenger sa hardt til at kaempe i
ensomhed-!

GINA (tar tojet af).
Ja, mandfolk er mangfoldige, de. Gud ved, hvor Relling har
trukket ham hen! Jeg floj over til madam Eriksen; men der
var de ikke.

HEDVIG (kaemper med graden).
A, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere!

GREGERS.
Han kommer hjem igen. Jeg skal baere bud til ham imorgen; og
da skal De fa se, hvorledes han kommer. Sov sa trostig pa
det, Hedvig. God nat.

(han gar ud gennem gangdoren.)

HEDVIG (kaster sig hulke