g hvisker ham i oret).

HJALMAR.
Nej. Ikke smorrebrod nu. (ser hen.) Ja, kanske Gregers tar
et stykke?

GREGERS (afvaergende).
Nej, nej tak.

HJALMAR (fremdeles vemodig).
Na, du kan jo saette lidt ind alligevel. Skulde du ha' en
skalk, sa var det bra'. Og sa la' det vaere tilstraekkelig
smor pa, du.

HEDVIG (nikker fornojet og gar ud i kokkenet igen).

GREGERS (som har fulgt hende med ojnene).
Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg.

GINA.
Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen.

GREGERS.
Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor
gammel kan hun nu vaere?

GINA.
Hedvig er nu snart akkurat fjorten ar; hun har jebursdag i
overmorgen.

GREGERS.
Temmelig stor for sin alder da.

GINA.
Ja, hun er skudt svaert op i det sidste aret.

GREGERS.
Pa dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv
blir.--Hvor laenge er det nu De har vaeret gift?

GINA.
Nu har vi vaeret gift i--; jaha, snart i femten ar.

GREGERS.
Nej, taenk, er det sa laenge!

GINA (blir opmaerksom; ser pa ham).
Ja det er det da rigtignok.

HJALMAR.
Ja visst er det sa. Femten ar pa nogen fa maneder naer. (slar
over.) Det ma ha' vaeret lange ar for dig der oppe pa vaerket,
det, Gregers.

GREGERS.
De var lange sa laenge jeg leved dem;--nu bagefter ved jeg
naesten ikke, hvor den tiden er ble't af.

(Gamle Ekdal kommer fra sit vaerelse, uden piben, men med sin
gammeldagse uniformshue pa hodet; hans gang er lidt usto.)

EKDAL.
Se sa, du, Hjalmar, nu kan vi saette os og snakke om dette
her--hm. Hvad var det nu for noget?

HJALMAR (gar imod ham).
Far, her er nogen. Gregers Werle--. Jeg ved ikke, om du kan
huske ham.

EKDAL (ser pa Gregers, som har rejst sig).
Werle? Er det sonnen, det? Hvad er det, han vil mig?

HJALMAR.
Ingen ting; det er til mig, han kommer.

EKDAL.
Na, sa der er ikke noget pa faerde?

HJALMAR.
Nej visst ikke, nej.

EKDAL (svinger med armen).
Ikke for det, ser du; jeg er ikke raed, men--

GREGERS (gar hen til ham).
Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagttomterne, lojtnant
Ekdal.

EKDAL.
Jagttomterne?

GREGERS.
Ja, deroppe rundt omkring Hojdalsvaerket.

EKDAL.
Na, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt for i tiden.

GREGERS.
Den gang var De slig en vaeldig jaeger.

EKDAL.
Var sa, ja. Kan nok vaere, det. De ser pa munduren. Jeg spor
ikke nogen om lov til at baere den her inde. Bare jeg ikke
gar i gaderne med den, sa--

(Hedvig bringer en t