mle-far kommer nok engang til at gore en ulykke
med den pigstolen.

HJALMAR (aergerlig).
Jeg tror, jeg har sagt, at et sadant skydevaben heder en
pistol.

GINA.
A, det er da ikke stort bedre, det, synes jeg.

GREGERS.
Sa du er altsa ble't jaeger, du ogsa, Hjalmar?

HJALMAR.
Bare lidt kaninjagt en gang imellem. Det er mest for fars
skyld, kan du skonne.

GINA.
Mandfolk er nu sa underlige, de; de skal altid ha' noget at
dividere sig med.

HJALMAR (arrig).
Ja rigtig, ja; vi skal altid ha' noget at divertere os med.

GINA.
Ja det er jo akkurat det jeg siger.

HJALMAR.
Na; hm! (tu Gregers.) Jo, ser du, og sa traeffer det sig sa
heldigt, at loftet ligger slig til, at ingen kan hore det,
nar vi skyder. (laegger pistolen pa den overste reolhylde.)
Ikke ror pistolen, Hedvig! Det ene lobet er ladt; husk pa
det.

GREGERS (ser ind gennem garnet).
Jagtgevaer har du ogsa, ser jeg.

HJALMAR.
Det er fars gamle gevaer. Det kan ikke skydes med laenger; for
der er noget galt fat med lasen. Men det er ganske morsomt
at ha' det alligevel; for vi kan ta' det fra hinanden og
gore det rent en gang imellem og smore det med benfedt og
skrue det sammen igen--. Ja, det er jo mest far, som pusler
med sligt noget.

HEDVIG (henne ved Gregers).
Nu kan De da rigtig se vildanden.

GREGERS.
Jeg star just og ser pa den. Hun haenger lidt med den ene
vingen, synes jeg.

HJALMAR.
Na, det er da ikke sa underligt; hun har jo vaeret skamskudt.

GREGERS.
Og sa slaeber hun lidt pa foden. Eller er det ikke sa?

HJALMAR.
Kanske en bitte liden smule.

HEDVIG.
Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.

HJALMAR.
Men hun har slet ingen lyde og men for resten; og det er
virkelig maerkvaerdigt for en, som har fat en ladning haggel i
kroppen og som har vaeret mellem hundetaender--

GREGERS (med et ojekast til Hedvig).
--og som har vaeret pa havsens bund--sa laenge.

HEDVIG (smiler).
Ja.

GINA (steller ved bordet).
Den velsignede vildanden, ja. Den gores der da krusifikser
nok for.

HJALMAR.
Hm;--er det snart daekket kanske?

GINA.
Ja straks pa timen. Hedvig, nu ma du komme og hjaelpe mig.

(Gina og Hedvig gar ud i kokkenet.)

HJALMAR (halv hojt).
Jeg tror ikke, det er vaerdt, du star der og ser pa far; han
liker det ikke.

GREGERS. (gar fra loftsdoren).

HJALMAR.
Og sa er det bedst jeg staenger, for de andre kommer ind.
(skrammer med haendeme.) Hysch--hysch; Vil I vaek med jer!
(i det han hejser forhaenge