t op og traekker doren sammen.)
Disse her remedierne er min egen opfindelse. Det er virkelig
ganske morsomt at ha' sligt noget at stelle med og gore i
stand, nar det gar i stykker. Og sa er det desuden aldeles
nodvendigt, ser du; for Gina vil ikke gerne ha' kaniner og
hons ind i atelieret.

GREGERS.
Nej, nej; og det er kanske din kone, som star for styret
her?

HJALMAR.
Jeg overlader hende i almindelighed de lobende forretninger;
for sa kan jeg imens ty ind i dagligstuen og taenke over de
ting, som vigtigere er.

GREGERS.
Hvad er det egentlig for ting, du Hjalmar?

HJALMAR.
Jeg undrer mig over, at du ikke har spurgt om det for. Eller
kanske du ikke har hort tale om opfindelsen?

GREGERS.
Opfindelsen? Nej.

HJALMAR.
Sa? Du har ikke det? A nej, der oppe i skogtrakterne og
odemarkerne--

GREGERS.
Du har altsa gjort en opfindelse!

HJALMAR.
Ikke ganske gjort den endnu; men jeg holder pa med det. Du
kan jo nok taenke dig, at da jeg beslutted at offre mig for
fotografien, sa var det ikke for at ga her og ta' portraetter
af alskens hverdagsmennesker.

GREGERS.
Nej, nej, det sa' ogsa din kone nu nylig.

HJALMAR.
Jeg svor, at skulde jeg vie mine kraefter til den handtering,
sa skulde jeg ogsa haeve den sa hojt, at den blev bade til en
kunst og til en videnskab. Og sa beslutted jeg at gore den
maerkelige opfindelsen.

GREGERS.
Og hvad bestar sa den opfindelsen i? Hvad gar den ud pa?

HJALMAR.
Ja, kaere, du ma ikke sporge saledes om enkeltheder endnu.
Det tar tid, ser du. Og sa skal du ikke tro det er
forfaengelighed, som driver mig. Jeg arbejder visselig ikke
for min egen skyld. A nej, det er livsopgaven, som star for
mig nat og dag.

GREGERS.
Hvilken livsopgave da?

HJALMAR.
Glemmer du gubben med solvharet?

GREGERS.
Din stakkers far; ja, men hvad kan du egentlig gore for ham?

HJALMAR.
Jeg kan opvaekke hans selvfolelse fra de dode, i det jeg
haever det ekdalske navn til aere og vaerdighed igen.

GREGERS.
Det er altsa din livsopgave.

HJALMAR.
Ja. Jeg vil redde den skibbrudne mand. For skibbrud led han
allerede da uvejret brod los over ham. Da disse forfaerdelige
undersogelserne stod pa, var han ikke laenger sig selv.
Pistolen der henne, du,--den, som vi bruger til at skyde
kaniner med,--den har spillet en rolle i den ekdalske
slaegts tragedie.

GREGERS.
Pistolen! Sa?

HJALMAR.
Da dommen var afsagt og han skulde saettes fast,--da havde
han pistolen i sin hand--

GREGERS.
Havde