en samtale under fire
ojne.

HJALMAR.
Det kan ske her, herr grosserer. Kom ind i dagligstuen,
Relling.

(Hjalmar og Relling gar ind til hojre; Gina tar Hedvig med
sig ud i kokkenet.)

GREGERS (efter et kort ophold).
Ja, nu er vi altsa under fire ojne.

WERLE.
Du lod falde nogen yttringer igar aftes--. Og sasom du nu
har lejet dig ind hos Ekdals, sa ma jeg naesten formode, at
du har et eller andet i sinde imod mig.

GREGERS.
Jeg har i sinde at abne Hjalmar Ekdals ojne. Han skal se sin
stilling, som den er;--det er det hele.

WERLE.
Er det den livsopgaven, du talte om igar?

GREGERS.
Ja. Du har ikke levnet mig nogen anden.

WERLE.
Er det da mig, som har forkvaklet dit sind, Gregers.

GREGERS.
Du har forkvaklet hele mit liv. Jeg taenker ikke pa alt det
med mor--. Men det er dig, jeg kan takke for, at jeg gar og
jages og nages under en skyldbetynget samvittighed.

WERLE.
Aha, det er samvittigheden, som det er galt fat med.

GREGERS.
Jeg skulde ha tradt op imod dig dengang, der blev stillet
snarer for lojtnant Ekdal. Jeg skulde ha' advaret ham; for
jeg aned nok, hvor det vilde baere hen.

WERLE.
Ja, da burde du sandelig ha' talt.

GREGERS.
Jeg voved mig ikke til det; sa fejg og forskraemt var jeg.
Jeg var sa usigelig raed for dig--bade dengang og laenge
bagefter.

WERLE.
Den raedsel er gat over nu, lader det til.

GREGERS.
Det er den heldigvis. Hvad der er forbrudt imod gamle Ekdal,
bade af mig og af--andre, det kan aldrig bodes pa; men
Hjalmar kan jeg fri ud af al den logn og fortielse, som han
her holder pa at ga til grunde i.

WERLE.
Tror du, at du vilde gore en god gerning med det?

GREGERS.
Det tror jeg da sa trostig.

WERLE.
Du mener kanske, at fotograf Ekdal er den mand, at han vilde
takke dig til for en slig venskabstjeneste?

GREGERS.
Ja! Den mand er han.

WERLE.
Hm,--vi far se.

GREGERS.
Og desuden--skal jeg bli' ved at leve laenger, sa ma jeg se
at finde helsebod for min syge samvittighed.

WERLE.
Den blir aldrig frisk. Din samvittighed har vaeret sygelig
lige fra barnearene. Det er en arvelod fra din mor, Gregers;
--den eneste arv, hun efterlod dig.

GREGERS (med et hansk halvsmil).
Har du endnu ikke kunnet fordoje den tort, at du regned
galt, da du trode, du skulde fa formue med hende?

WERLE.
Lad os ikke komme ind pa uvedkommende ting.--Holder du
altsa fast ved det forsaet, at lede fotograf Ekdal ind pa et
spor, som du formoder er det rigtige?

GREGERS.