angen, ikke. Grossereren la' sig
efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i
det; og sa gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun bade
slog mig og hun drog mig; det gjorde hun;--og sa gik jeg
af tjenesten.

HJALMAR.
Men siden altsa!

GINA.
Ja, sa kom jeg jo hjem. Og mor--hun var ikke sa real, som
du taenkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig bade om
det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand
da.

HJALMAR.
Na, og sa!

GINA.
Ja, det er vel bedst du far vide det. Han gav sig ikke, for
han fik sin vilje.

HJALMAR (slar haeuderne sammen).
Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget
for mig!

GINA.
Ja, det var galt gjort af mig; jeg skulde visst ha' sagt dig
det for laenge siden.

HJALMAR.
Straks skulde du ha' sagt mig det;--sa havde jeg da vidst,
hvad du var for en.

GINA.
Men vilde du da ha' giftet dig med mig alligevel?

HJALMAR.
Hvor kan du taenke dig det!

GINA.
Nej; men derfor sa turde jeg ikke sige dig noget dengangen.
For jeg kom jo til at holde sa svaert af dig, som du ved. Og
jeg kunde da ikke gore mig selv rent ulykkelig--

HJALMAR (gar om).
Og det er min Hedvigs mor! Og sa at vide, at alt, hvad jeg
her ser for mine ojne--(sparker til en stol.)--hele mit
hjem,--det skylder jeg en begunstiget forgaenger! A, denne
forforeriske grosserer Werle!

GINA.
Angrer du pa de fjorten--femten arene, som Vi har levet
sammen?

HJALMAR (stiller sig foran hende).
Sig mig, om ikke du hver dag, hver time, har angret pa den
vaev af fortielse, som du, ligesom en aedderkop, har spundet
mig ind i? Svar mig pa det! Har du virkelig ikke gat her og
vandet dig i anger og nag?

GINA.
A snille Ekdal, jeg har havt sa rundelig nok med at taenke pa
huset og alt det daglige bestyret--.

HJALMAR.
Du kaster altsa aldrig et provende blik pa din fortid!

GINA.
Nej jeg havde, ved gud, naesten glemt disse her gamle
intrigerne, du.

HJALMAR.
A denne slove, foleslose ro! Den har for mig noget sa
oprorende ved sig. Taenk,--ikke angre engang!

GINA.
Men sig mig nu, Ekdal,--hvad havde der ble't af dig, hvis
du ikke havde fat en slig kone, som jeg?

HJALMAR.
En slig--!

GINA.
Ja, for jeg har da altid vaeret ligesom lidt mere kontant og
suffisant end du. Na, det forstar sig, jeg er jo ogsa de par
ar aeldre.

HJALMAR.
Hvad der var ble't af mig!

GINA.
For du var da pa alskens gale veje, den tiden du traf mig
forst; det kan du vel ikke naegte for.