har besluttet at sikkre
din fremtid. Du skal fa det godt sa laenge du lever. Jeg vil
forlange noget for dig, et eller andet. Det skal vaere den
fattige opfinders eneste lon.

HEDVIG (hvisker med armen om hans hals).
A du snille, snille far!

RELLING (til Gregers).
Na, synes De ikke ganske bra' om det, til en forandring, at
sidde ved et godt besat bord i en lykkelig familjekreds?

HJALMAR.
Ja, disse timer ved bordet saetter jeg virkelig pris pa.

GREGERS.
Jeg, for min del, trives ikke i sumpluft.

RELLING.
Sumpluft?

HJALMAR.
A kom nu ikke med den snak igen!

GINA.
Her er, ved gud, ingen sumplugt, herr Werle; for jeg lufter
samaend ud hver evige dag.

GREGERS (gar fra bordet).
Den stank, jeg mener, den lufter De visst ikke ud.

HJALMAR.
Stank!

GINA.
Ja, hvad synes du, Ekdal!

RELLING.
Om forladelse,--det skulde vel ikke vaere Dem selv, som
bringer stanken med der oppe fra gruberne?

GREGERS.
Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind
i huset.

RELLING (gar hen til ham).
Hor, herr Werle junior, jeg har Dem staerkt mistaenkt for, at
De gar med "den ideale fordring" uforkortet i baglommen
endnu.

GREGERS.
I brystet gar jeg med den.

RELLING.
Ja, hvor fanden De sa har den, sa vil jeg ikke ra' Dem til
at spille inkassator her, sa laenge jeg er inde.

GREGERS.
Og hvis jeg gor det alligevel?

RELLING.
Sa kommer De pa hodet ned over trapperne; nu ved De det.

HJALMAR (rejser sig).
Nej men, Relling!

GREGERS.
Ja, kast De mig bare ud--.

GINA (gar imellem dem).
Det far De ikke lov til, Relling. Men det ma jeg sige Dem,
herr Werle, at De, som gjorde alt det faele inde i
kakkelovnen Deres, De skulde ikke komme til mig og snakke om
stank.

(Det banker pa gangdoren.)

HEDVIG.
Mor, der er nogen, som banker.

HJALMAR.
Se sa; nu skal vi ha' det rend ogsa!

GINA.
La' bare mig--. (gar hen og atmer daren, studser, farer
sammen og viger tilbage.) Ah! Uf da!

(Grosserer Werle, i pelsfrakke, traeder et skridt indenfor.)

WERLE.
Be'r undskylde; men min son skal nok bo her i huset.

GINA (svaelger vejret).
Ja.

HJALMAR (gar naermere).
Vil ikke herr grossereren vaere sa artig--?

WERLE.
Tak; jeg onsker blot at tale med min son.

GREGERS.
Ja, hvad godt? Her star jeg.

WERLE.
Jeg onsker at tale med dig i dit vaerelse.

GREGERS.
I mit vaerelse--na--

(vil ga.)

GINA.
Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at--

WERLE.
Na, sa ude pa gangen da; jeg onsker