han--!

HJALMAR.
Ja; men han turde ikke. Han var fejg. Sa forkommet, sa
ruineret pa sjaelen var han ble't allerede dengang. A, kan du
begribe det? Han, en militaer, han, som havde skudt ni
bjorne, og som stammed ned fra to oberstlojtnanter,--ja,
fra den ene efter den anden, naturligvis--. Kan du begribe
det, Gregers?

GREGERS.
Ja, jeg begriber det godt.

HJALMAR.
Jeg ikke. Og sa greb pistolen atter ind i vor slaegts
historie. Da han havde fat den gra klaedning pa og sad under
las og lukke,--a, det var forfaerdelige tider for mig, kan
du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine
vinduer. Nar jeg kikked ud, sa jeg, at solen skinned som den
plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg sa menneskene ga pa gaden
og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke.
Jeg syntes, at hele tilvaerelsen matte sta stille ligesom
under en solformorkelse.

GREGERS.
Slig folte jeg det ogsa, da mor var dod.

HJALMAR.
I en sadan stund havde Hjalmar Ekdal pistolen rettet mod sit
eget bryst.

GREGERS
Du taenkte ogsa pa at--!

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Men du skod ikke?

HJALMAR.
Nej. I det afgorende ojeblik vandt jeg sejr over mig selv.
Jeg blev i live. Men du kan tro, der horer mod til at vaelge
livet under de vilkar.

GREGERS.
Ja, det er som man tar det.

HJALMAR.
Jo, ubetinget, du. Men det var bedst sa; for nu gor jeg
snart opfindelsen; og da tror doktor Relling, ligesom jeg,
at far kan fa lov til at baere uniformen igen. Jeg vil fordre
det som min eneste lon.

GREGERS.
Sa det er det med uniformen, som han--?

HJALMAR.
Ja, det er det, han mest higer og stunder efter. Du kan ikke
forestille dig, hvorledes det skaerer mig i hjertet for ham.
Hver gang vi fejrer en liden familjefest--som Ginas og min
bryllupsdag, eller hvad det nu kan vaere--da traeder
oldingen her ind ifort sin lojtnantsuniform fra lykkens
dage. Men banker det sa bare pa gangdoren,--for han tor jo
ikke vise sig for fremmede, ved du,--da piler han ind i
sit kammers igen, sa fort som de gamle ben vil baere ham.
Sligt er sonderslidende for et sonnehjerte at se pa, du!

GREGERS.
Hvad tid omtrent tror du den opfindelsen kan bli' faerdig?

HJALMAR.
Nej, herre gud, du ma ikke sporge mig om sadanne enkeltheder
som tiden. En opfindelse, det er noget, som en ikke helt og
holdent er herre over selv. Det kommer for en stor del an pa
inspirationen,--pa en indskydelse,--og det er naesten
umulig pa forhand at beregne, hvad tid den indtraeder.

GRE