Molvik er sortklaedt.)

GINA (saetter sagerne pa bordet).
Na, de to kommer da rigtig til rette tid.

RELLING.
Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og sa
var han ikke til at holde.--Godmorgen for anden gang,
Ekdal.

HJALMAR.
Gregers, ma jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor--,
ja, Relling kender du jo?

GREGERS.
Ja, sa loselig.

RELLING.
A, det er herr Werle junior. Ja, vi to har vaeret i totterne
pa hinanden oppe pa Hojdalsvaerket. De er nok netop flyttet
ind?

GREGERS.
Jeg flytted ind nu imorges.

RELLING.
Og nedenunder bor Molvik og jeg, sa De har ikke langt til
doktor og prest, om De skulde fa brug for slige nogen.

GREGERS.
Tak, det kunde nok haende; for igar var vi tretten til bords.

HJALMAR.
A, kom nu ikke ind pa det uhyggelige igen!

RELLING.
Du kan ta' det med ro, Ekdal; for dig traeffer det s'gu ikke.

HJALMAR.
Det vil jeg onske for min familjes skyld. Men la' os nu
saette os og spise og drikke og vaere glade.

GREGERS.
Skal vi ikke vente pa din far?

HJALMAR.
Nej, han vil ha' sit ind til sig siden. Kom sa!

(Herrerne saetter sig; til frokostbordet, spiser og drikker.
Gina og Hedvig gar ud og ind og varter op.)

RELLING.
Igar var Molvik stygt pa stovlerne, fru Ekdal.

GINA.
Sa? Igar igen?

RELLING.
Horte De ham ikke, da jeg kom hjem med ham mat?

GINA.
Nej, jeg kan ikke sige det.

RELLING.
Det var bra'; for inat var Molvik fael.

GINA.
Er det sandt, Molvik?

Molvik.
La' os sla en streg over nattens haendelser. Sligt afhaenger
jo ikke af mit bedre jeg.

RELLING (til Gregers).
Det kommer over ham som en indskydelse; og sa ma jeg ud med
ham pa rangel. For kandidat Molvik er daemonisk, ser De.

GREGERS.
Daemonisk?

RELLING.
Molvik er daemonisk, ja.

GREGERS.
Hm.

RELLING.
Og daemoniske naturer er ikke skabt til at ga lige pa benene
gennem verden; de ma ud pa afveje en gang iblandt.--Na, og
De holder altsa ud der oppe pa det faele svarte vaerket endnu?

GREGERS.
Jeg har holdt ud indtil nu.

RELLING.
Og fik De sa inkasseret den fordringen, De gik omkring med?

GREGERS.
Fordringen? (forstar ham.) Na sa.

HJALMAR.
Har du inkasseret fordringer, Gregers?

GREGERS.
A snak.

RELLING.
Jo samaend har han sa; han gik omkring i alle
husmandshytterne og praesenterte noget, som han kaldte "den
ideale fordring".

GREGERS.
Jeg var ung dengang.

RELLING.
De har ret i det; De var svaert ung. Og den ideale fordringen
--den fik De da