GERS.
Men fremad gar det da vel?

HJALMAR.
Ja visst gar det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med
opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, nar jeg har
spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan
gruble i ro. Men man ma bare ikke jage pa mig; for det
nytter ikke til noget; det siger Relling ogsa.

GREGERS.
Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde pa loftet
dra'r dig bort og spreder dig for meget?

HJALMAR.
Nej, nej, nej; tvert imod. Du ma ikke sige noget sadant. Jeg
kan da ikke evig og altid ga her og haenge over de samme
anstraengende tankerne. Jeg ma ha' noget ved siden af, som
kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser
du,--nar den kommer, sa kommer den alligevel.

GREGERS.
Min kaere Hjalmar, jeg tror naesten, du har noget af vildanden
i dig.

HJALMAR.
Af vildanden? Hvorledes det, mener du?

GREGERS.
Du har dukket under og bidt dig fast i bundgraesset.

HJALMAR.
Sigter du kanske til det naesten dodbringende skud, som har
rammet far i vingen--og mig ogsa?

GREGERS.
Ikke naermest til det. Jeg vil ikke sige, at du er skamskudt;
men du er kommet ud i en forgiftig sump, Hjalmar; du har fat
en snigende sot i kroppen, og sa er du gat tilbunds for at
do i morke.

HJALMAR.
Jeg? Do i morke! Nej, ved du hvad, Gregers, du skal virkelig
la' vaere med slig snak.

GREGERS.
Vaer bare rolig; jeg skal nok se at fa dig op igen. For jeg
har ogsa fat en livsopgave nu, ser du; jeg fik den igar.

HJALMAR.
Ja det kan gerne vaere; men du skal bare la' mig bli udenfor.
Jeg kan forsikkre dig, at--fraregnet min let forklarlige
melankoli naturligvis--sa befinder jeg mig sa vel, som
noget menneske kan onske det.

GREGERS.
At du det gor, det kommer ogsa af forgiften.

HJALMAR.
Nej, kaere snille Gregers, snak nu ikke mere om sot og
forgift; jeg er slet ikke vant til den slags samtaler; i mit
hus snakker man aldrig til mig om uhyggelige ting.

GREGERS.
Nej, det skal du nok fa mig til at tro.

HJALMAR.
Nej, for jeg har ikke godt af det. Og her er ingen sumpluft,
som du udtrykker dig. I den fattige fotografs hjem er taget
lavt, det ved jeg nok,--og mine kar er ringe. Men jeg er
en opfinder, du,--og jeg er familjeforsorger tillige. Det
baerer mig oppe over de sma vilkar.--Ah, der kommer de med
frokosten!

(Gina og Hedvig bringer olflasker, braendevinskaraffel,
glasse og andet tilbehor. I det samme kommer Relling og
Molvik ind fra gangen; de er begge uden hat og overtoj;