til dig, far.

HJALMAR (lidt efter).
Jeg synes, du gar sadan og snuser omkring. Skal du passe pa
kanske?

HEDVIG.
Nej slet ikke det.

HJALMAR.
Hvad tar mor sig til derude nu?

HEDVIG.
A, mor star midt oppe i sildesalaten, hun (gar hen til
bordet.) Er det ikke en liden ting, som jeg kunde hjaelpe dig
med, far?

HJALMAR.
A nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen,--
sa laenge kraefterne slar til. Det har ingen nod, Hedvig; nar
bare din far ma fa beholde sin helse, sa--

HEDVIG.
A nej, far; nu skal du ikke snakke sa stygt.

(Hun gar lidt omkring:, standser ved dorabningen og ser ind
i loftsrummet.)

HJALMAR.
Hvad er det, han tar sig for, du?

HEDVIG.
Det skal visst bli' en ny vej op til vandtrauget.

HJALMAR.
Aldrig i verden klarer han det pa egen hand! Og sa skal jeg
vaere fordomt til at sidde her--!

HEDVIG (gar hen til ham).
Lad mig fa penselen, far; jeg kan nok.

HJALMAR.
A snak; du bare fordaerver ojnene med det.

HEDVIG.
Langt ifra. Kom her med penselen.

HJALMAR (rejser sig).
Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to.

HEDVIG.
Pyt, hvad skulde det sa gore? (tar penselen.) Se sa. (saetter
sig.) Og her har jeg et at se efter.

HJALMAR.
Men ikke fordaerv ojnene! Horer du det? Jeg vil ikke ha'
noget ansvar; du ma selv ta' ansvaret pa dig,--det siger
jeg dig.

HEDVIG (retoucherer).
Ja ja, det skal jeg nok.

HJALMAR.
Du er svaert flink, Hedvig. Bare et par minutter, forstar du.

(Han smyger sig gennem kanten af forhaenget ind pa loftet.
Hedvig sidder ved sit arbejde. Hjalmar og Ekdal hores at
disputere derinde.)

HJALMAR (kommer frem indenfor garnet).
Hedvig, a raek mig den knibetangen, som ligger pa hylden. Og
sa hugjernet, du. (vender sig indover.) Jo, nu skal du bare
se, far. Lad mig da forst fa lov til at vise dig, hvorledes
jeg mener det! Hedvig (har hentet det forlangte vaerktoj fra
reolen og stikker det ind til ham)

HJALMAR.
Sa tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du.

(gar fra dorabningen; de snedkrer og passiarer derinde.)

HEDVIG (blir staende og ser pa dem. En stund efter banker
det pa gangdoren; hun laegger ikke maerke til det).

GREGERS WERLE (barhodet og uden overtoj, kommer ind og
standser lidt ved doren).
Hm--!

HEDVIG (vender sig og gar imod ham).
God morgen. Vaer sa god, kom naermere.

GREGERS.
Tak. (ser mod loftet.) De lader til at ha' arbejdsfolk i
huset.

HEDVIG.
Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til