meglas, og en jomfru. Det synes jeg er faelt. Men sa er der
alle de andre billederne med kirker og slotte og gader og
store skibe, som sejler pa havet.

GREGERS.
Men sig mig, hvor har De fat alle de rare sagerne fra?

HEDVIG.
A her har engang bodd en gammel sjokaptejn, og han har fort
dem hjem. De kaldte ham "den fly vendes Hollaenderen". Og det
er underligt; for det var ikke nogen Hollaender.

GREGERS.
Ikke det?

HEDVIG.
Nej. Men sa blev han borte tilsidst; og sa er alt det ble't
staende efter ham.

GREGERS.
Hor, sig mig nu,--nar De sidder der inde og ser pa
billeder, far De sa ikke lyst til at komme ud og se pa den
store rigtige verden selv?

HEDVIG.
Nej da! Jeg vil altid bli' her hjemme og hjaelpe far og mor.

GREGERS.
Med at gore fotografier istand?

HEDVIG.
Nej, ikke med det alene. Aller helst vilde jeg laere at
gravere slige billeder, som de, der star i de engelske
bogerne.

GREGERS.
Hm; hvad siger Deres far til det?

HEDVIG.
Jeg tror ikke far liker det; for far er sa underlig i sligt.
Taenk, han snakker om, at jeg skal laere kurvfletning og
strafletning! Men det synes jeg da ikke kan vaere noget.

GREGERS.
A nej, det synes ikke jeg heller.

HEDVIG.
Men far har jo ret i det, at havde jeg laert at flette kurve,
sa kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden.

GREGERS.
Det kunde De, ja; og De var jo ogsa naermest til det.

HEDVIG.
Ja; for det er min vildand.

GREGERS.
Ja, det er jo det.

HEDVIG.
Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar far lant den sa
tidt de vil.

GREGERS.
Sa; hvad bruger de den da til?

HEDVIG.
A, de steller med den og bygger for den, og sadant noget.

GREGERS.
Kan taenke det; for vildanden er vel den aller fornemste der
inde.

HEDVIG.
Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og sa
er det sa synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun,
stakker.

GREGERS.
Har ingen familje ligesom kaninerne.--

HEDVIG.
Nej. Honsene har jo ogsa sa mange, som de har vaeret
kyllinger sammen med; men hun er kommen sa rent bort fra
alle sine, hun. Og sa er det jo alt det svaert forunderlige
ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som
ved, hvor hun er fra heller.

GREGERS.
Og sa har hun vaeret pa havsens bund.

HEDVIG (ser flygtig hen pa ham, undertrykker et smil og
spor):
Hvorfor siger De havsens bund?

GREGERS.
Hvad skulde jeg ellers sige?

HEDVIG.
De kunde sige havets bund--eller havbunden.

GREGERS.
A, kan jeg