her oppe pa loftet? Og trives her?

EKDAL.
De kan da vel forsta, at hun har et traug med vand til at
plaske i.

HJALMAR.
Friskt vand hver anden dag.

GINA (vender sig mod Hjalmar).
Men, snille Ekdal, nu blir her sa isende koldt, du.

EKDAL.
Hm, lad os sa lukke da. Er ikke vaerdt vi forstyrrer dem i
natteroen heller. Ta' i, du Hedvig.

(Hjalmar og Hedvig skyver loftsdoren sammen.)

EKDAL.
En anden gang kan De fa se hende rigtig. (saetter sig i
laenestolen ved ovnen.) A, de er svaert maerkvaerdige, de
vildaenderne, kan De tro.

GREGERS.
Men hvorledes fik De fanget den, lojtnant Ekdal?

EKDAL.
Har ikke fanget, den, jeg. Der er en viss mand her i byen,
som vi kan takke for den.

GREGERS (studser lidt).
Den mand skulde da vel aldrig vaere min far?

EKDAL.
Jo sa sandelig. Akkurat Deres far. Hm.

HJALMAR.
Det var da lojerligt, at du kunde gaette det, Gregers.

GREGERS.
Du fortalte jo for, at du skyldte far sa mangt og
mangfoldigt; og sa taenkte jeg som sa--

GINA.
Men vi har da ikke fat anden af grossereren selv--

EKDAL.
Det er Haken Werle vi kan takke for hende lige godt, Gina.
(til Gregers.) Han var ude i bad, skonner De; og sa skod han
pa hende. Men han ser nu sa kleint, far Deres. Hm; sa blev
hun bare skamskudt.

GREGERS.
Na sa; hun fik sig et par haggel i kroppen.

HJALMAR.
Ja, hun fik sadan en to--tre stykker.

HEDVIG.
Hun fik det under vingen, og sa kunde hun ikke flyve.

GREGERS.
Na, sa dukked hun vel til bunds da?

EKDAL (sovnig, med tykt maele).
Kan vide det. Gor altid sa vildaenderne. Stikker til bunds--
sa dybt de kan vinde, far;--bider sig fast i tang og i
tarre--og i alt det fandenskab, som der nede find's. Og sa
kommer de aldrig op igen.

GREGERS.
Men, lojtnant Ekdal, Deres vildand kom da op igen.

EKDAL.
Han havde slig en urimelig glup hund, Deres far.--Og den
hunden--den dukked efter og hented anden op igen.

GREGERS (vendt til Hjalmar).
Os sa fik I den her?

HJALMAR.
Ikke straks; forst kom den hjem til din far; en der vilde
den ikke trives; og sa fik Pettersen besked, at han skulde
gore ende pa den--

EKDAL (halvt i sovne).
Hm--ja, Pettersen--den torsken--

HJALMAR (taler sagtere).
Pa den maden var det, at vi fik den, ser du; for far kender
noget til Pettersen; og da han horte dette her med
vildanden, sa maged han det sa, at han fik den overladt.

GREGERS.
Og der inde pa loftet trives den nu sa inderlig vel.

HJALMAR.
Ja, sa utrolig vel, du. Den er