pa
sig at vaere Gregers--Werle her i verden, saledes som jeg
er det--

HJALMAR. (ler).
Ha--ha, hvis du ikke var Gregers Werle, hvad vilde du sa
vaere for noget?

GREGERS.
Kunde jeg vaelge, sa vilde jeg aller helst vaere en flink
hund.

GINA.
En hund!

HEDVIG (uvilkarligt).
A nej da!

GREGERS.
Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som gar til
bunds efter vildaender, nar de dukker under og bider sig fast
i tang og tarre nede i mudderet.

HJALMAR.
Nej, ved du hvad, Gregers,--dette her skonner jeg ikke et
ord af.

GREGERS.
A nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men
imorgen tidlig altsa--sa flytter jeg ind. (til Gina.) De
skal ikke fa noget bryderi af mig; for jeg gor al ting selv.
(til Hjalmar.) Resten snakker vi om imorgen.--Godnat, fru
Ekdal. (nikker til Hedvig.) Godnat!

GINA.
Godnat, herr Werle.

HEDVIG.
Godnat.

HJALMAR (som har taendt et lys).
Bi lidt; jeg ma lyse dig; der er visst morkt pa trapperne.

(Gregers og Hjalmar gar ud gennem gangdoren.)

GINA (ser hen for sig, med sytojet i fanget).
Var ikke det en underlig snak, at han gerne vilde vaere en
hund?

HEDVIG.
Jeg skal sige dig en ting, mor,--jeg tror, at han mente
noget andet med det.

GINA.
Hvad skulde det vaere for noget?

HEDVIG.
Nej, jeg ved ikke; men det var ligesom han mente noget
andet, end det han sa'--hele tiden.

GINA.
Tror du det? Ja underlig var det.

HJALMAR (kommer tilbage).
Lampen braendte endnu. (slukker lyset og saetter det fra sig.)
Ah, endelig kan man da fa sig en bid mad i livet. (begynder
at spise smorrebrod.) Na, ser du det, Gina,--nar man bare
er om sig, sa--

GINA.
Hvorledes om sig?

HJALMAR.
Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det
vaerelset lejet bort en gang. Og sa, taenk,--til et menneske
som Gregers,--en gammel god ven.

GINA.
Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg.

HEDVIG.
A mor, du skal se, det blir sa morsomt!

HJALMAR.
Du er da ogsa besynderlig. For var du sa forhippet pa at fa
lejet ud; og nu liker du det ikke.

GINA.
Jo, Ekdal; hvis det bare havde vaeret til en anden en, sa--.
Men hvad tror du, grossereren vil sige?

HJALMAR.
Gamle Werle? Det rager da ikke ham.

GINA.
Men du kan da vel skonne, at der er kommet noget pa tvers
imellem dem igen, siden den unge flytter ud af huset. Du ved
jo, hvorledes de to har det med hinanden.

HJALMAR.
Ja, det kan gerne vaere, men--

GINA.
Og nu kanske grossereren tror, det er dig, so