pidsen for Bevaegelserne.

Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populaere Koncert.

Feen lod sig bevaege til at give endnu en allersidste Koncert, som
sluttede med "egne Kompositioner". "Vi spiller dem _kun_ i sidste
Koncert", sagde Hr. Theodor Franz.

Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin
... Jublen var ubeskrivelig.

--Centralbanken aabnede forelobig "Victoria-Etablissementet" en storre
Kasse-Kredit.

* * * * *

Det ringede endelig, og Erhard slog Taeppet fra Doren for at lade Fru
Stern svippe ind.

-Pyh, hvor har jeg lobet--Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod
Haenderne synke i Skodet, mens hun satte sig--vi kom aldrig fra Bordet
idag for den Snak ... Nu--Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske,
alt var i bestandig Bevaegelse hos Mathilde, Hoved og Haender, mens hun
talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Solvarmbaandene ned paa
sin Arm.

_Han_ var Hr. Godsejer Stern, en AEgtemand, som tilbragte meste Delen
af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede
sig hoje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end "han",
pludrende om ham, lost og fast, med en egen Skadefryd, som en
Skolepige, der endelig en Gang faar udost sit Hjaerte om en
Klasselaererinde....

-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.

-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.

-_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under
Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Boger.

Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun laeste
hjemme, krobet sammen paa sin Sofa, med smaa tosede Udbrud af
indvendig Munterhed; noget naer med en Glaede som den, hvormed et Barn
genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens forste Blad.

I Marginen skrev hun bemaerkninger og Karakterer med Blyant.

Erhard aabnede Bogerne og begyndte at laese: Fy, fy, fy, sagde hun, og
holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa laeste hun
selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled
i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig los:

-Uh--du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran
Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.

Erhard gemte Bogerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham
storre Glaede end Mathildes Anmaerkninger i Roman-Marginerne--med denne
lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til