sagt.

GINA.
Nej, hvad du kan finde pa!

EKDAL.
He--he! Og det fik de pa sin tallerken?

HJALMAR.
Lige op i ojnene fik de det.

EKDAL.
Du, Gina, han sa' det lige op i ojnene pa kammerherrerne.

GINA.
Nej, taenk, lige op i ojnene.

HJALMAR.
Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt
fortaeller man ikke. Det hele gik jo ogsa af i al
venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige
mennesker; hvorfor skulde jeg sa sare dem? Nej!

EKDAL.
Men lige op i ojnene--

Hedvig (indsmigrende).
Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i
kjole, far!

HJALMAR.
Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget
upaklageligt. Den passer naesten som om den var sydd til mig;
--lidt trang i armhullerne kanske--; hjaelp mig, Hedvig,
(traekker kjolen af.) Jeg tar heller jakken pa. Hvor har du
jakken, Gina?

GINA.
Her er den.

(bringer jakken og hjaelper ham.)

HJALMAR.
Se sa! Husk endelig pa, at Molvik far kjolen igen straks
imorgen tidlig.

GINA (laegger den hen).
Det skal nok bli' besorget.

HJALMAR (atraekker sig).
Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sadan los og
ledig husdragt passer ogsa bedre til min hele skikkelse.
Synes ikke du det, Hedvig?

HEDVIG.
Jo, far!

HJALMAR.
Nar jeg saledes slar halstorklaedet ud i et par flagrende
ender--; se her! Hvad?

HEDVIG.
Ja, det tar sig sa godt ud til knebelsbarten og til det
store krollede haret.

HJALMAR.
Krollet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere
sige lokket.

HEDVIG.
Ja, for det er sa storkrollet.

HJALMAR.
Egentlig lokket.

Hedvig (lidt efter, traekker ham i jakken).
Far!

HJALMAR.
Na, hvad er det?

HEDVIG.
A, du ved godt, hvad det er.

HJALMAR.
Nej visst ved jeg ikke, nej.

Hedvig (ler og klynker).
A jo, far: nu skal du ikke pine mig laenger!

HJALMAR.
Men hvad er det da?

Hedvig (rusker i ham).
A snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du
lovte mig.

HJALMAR.
A--nej taenk, at jeg skulde glemme det!

HEDVIG.
Nej, du vil bare narre mig, far! A, det er skam af dig! Hvor
har du det henne?

HJALMAR.
Jo sa sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har
noget andet til dig, Hedvig.

(gar hen og soger i kjolelommerne.)

Hedvig (hopper og klapper i haenderne).
A mor, mor!

GINA.
Ser du; nar du bare gir tid, sa--

HJALMAR. (med et papir)-
Se, her har vi den.

HEDVIG.
Det der? Det er jo bare et papir.

HJALMAR.
Det er spisesedde