g paa Vaeggene. Han var fordybet i
sit Arbejde, saa han ikke maerkede Banktjeneren, der bragte ham et
Kort.

Det var Herluf Berg, som onskede at tale med Konferentsraaden.

Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: _Dem_, sagde
han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan
undertiden komme til Ulejlighed....

-Ja ... idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om ... det
samme ... Hr. Konferentsraad.

-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, soge at
interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os.

-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som
legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham.

-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne--og Herluf
Berg lo lidt--give sig noget tydeligt Udslag.

-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der
tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter....

-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.

Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende
Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer.
Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre,
fire store skandinaviske Vaerker, de med Eneret til Opforelse havde
fort gennem hele Norden; Gaestespillet af den Stockholmske Opera--de
betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjornsonske Vaerker, der
nu til Sommer forberedtes af Nordmaendene....

Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere
materielle Fordele. Han gjorde opmaerksom paa alle Besparelserne ved
Eneretsopforelserne, der lod den danske Trup hoste i hele Norden, mens
Overskuddet tilhorte Kobenhavn; og han satte Konferentsraaden ind i
visse direktoriale Hemmeligheder, som forogede Victoria-Scenens
Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i
Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om
hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om
Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt "Indvielsen", Seglet i
Kobenhavn; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede
det--

Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle
Ojeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt
indtraengende og med en Varme, der vilde overbevise:

-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til
at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny