nde var fodt i Livorno); i store Ojeblikkes Anfald af
Rorelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:

-Min Herre--jeg tor sige, jeg betragter hende som mit eget Barn....

Den store Impressario var ankommen til Kobenhavn tre Dage for Feen:
Mine Herrer, sagde han. Jeg ved det, Kobenhavn er et Terraen, hvor der
kan arbejdes.

Hans forste Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor
for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at saelge
Billetterne i "Byernes Hjerte". _Han_ vidste ikke, sagde han, hvad
Udbytte man vilde have af en "Tilstromning" i _denne_ Gade....

Billetterne blev solgt paa Kobmagergade....

-Ja ... vi _kom_ ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev
ved at udmale "Queuen" paa Kobmagergade--der var sort, siger jeg, sort
af Mennesker.

Man talte endnu nogen Tid om Miss Tea.--Ja, sagde Hojesteretsadvokat
Exner, jeg ved det fra Kabinetssekretaeren, Hans Majestaet vil dekorere
hende--; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde
Konferensraad Hein, afsluttende, og med Ojnene ud paa Pladsen foran
dem:

-Ja--et lykkeligt Foretagende--et lykkeligt Foretagende.

Bankraadet oploste sig for at gaa hen at spise Frokost.

Konferentsraad Hein var blevet et Ojeblik tilbage i Bankraads-Salen.
Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen.
Bankraadsmodet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans AErgrelser
fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Torlaegning af jydske
Fjorde havde meldt Fortraedeligheder om nodvendig Forogelse af
Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste
Trin og smilte.

I det store Rum, hvis hvaelvede Loft var baaret af Stenpiller som en
Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bojede over det
stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdorene faldt
sagte til, skaermede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa
Taepperne og talte kun halvhojt med Ekspeditorerne, der optalte
Sedlerne mumlende--som om der i den store Sal celebreredes en evig
stille Messe.

Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem
Salen--det var ham ogsaa idag en egen Glaede at se dette tavse og hoje
Rum, hvor man som bestandig horte Millionstrommens umaerkelige
Gliden--forbi Pultene, hvor ingen hilste, skont alle saa' ham: det var
i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.

Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store
Kort over Danmark og Skandinavien han