retningsliv og--jeg tor sige det--hele vor okonomiske
Situation. En raekke Foretagender, som vi alle ved ikke blot
repraesenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor
alt er udsprungne nodvendige af Udviklingens Trang. Under saadanne
Omstaendigheder gaelder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og
Udholdenhed.

Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let
Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet--Hans
Excellence Lehnsgreven var meget dov--og rejste sig. Alle de svaere
Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed
"Imitation", og Bankraadssalen var udstyret med Mobler af naesten
middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer
konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsogte at raabe
Hans Excellence op--Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer
af Landstinget:

-Excellencen har naturligvis hort hende, sagde Hr. Blom.

-_Hvem?_ raabte Excellencen.

-Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo
igaar hos Majestaeterne.

-Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet
paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn
... Hva' si'er De? sagde han.

-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.

Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer
talte om Hofsoireen og "Violin-Feen", der satte Byen paa den anden
Ende af Henrykkelse.

-Men det var ogsaa et overordenligt Talent--et ganske overordenligt
Talent....

-Ganske vist: et maerkeligt Talent ... Tre og tyve tusind er der taget
ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter....

Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der
altid saa' ud, som holdt han Naesen over en for syrlig Bordeaux, sagde:
AE--ae--Roverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk
staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Kobmagergade udenfor
Kunsthandelen.

Violin-Feen Miss Tea var en "Forste-Pris" fra Pariserkonservatoriet,
som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde vaeret femten Aar
i to Verdensdele. Ved Ankomsten til Kobenhavn fyldte hun sytten.

Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Tea: Min Herre--sagde
han--hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea
lod gore med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte
iovrigt Tiden med at saette Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne
Amerikaneri