vde lukket Ojnene. Nu slog hun dem op, og fra Balkonen,
hvor hun i Halvmorket skimtede sin Mand rank, med det taenksomme
Ansigt og Kommandorkorset om Halsen, sagde hun Erhard i Parkettet og
blev siddende med et Smil.

Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf
Spaendingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drog
Nourvady til Ansvar, stolt, ubonhorlig, Kongedatteren, som hun var,
Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af
Tryllerummets Daemring omkring dem talte de daempet og haest:

-Hvorfor har De fornaermet mig? hvorfor har De vanaeret mig?

-Fordi jeg elskede Dem.

-Og derfor har De vanaeret mig?

-Jeg elsker Dem, Lionette.

Det var som hele Salen blev kun et Ore under denne Kaerlighedshistorie
til Klang af Guld--et Program flagrede ned fra en Loge, og man horte
dets lette Knitren gennem hele Rummet--: Fru Dunker der sad mellem Fru
Strom og Scheele, strakte Hovedet frem som et lyttende Vildt med store
Ojne, mens lille Fru Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed
i sin egen Laebe med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved stjaalet
Knas.

Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen; det var de to Landlaeger, der
ogsaa vilde ind og se paa Komedie, og det regnede med Hyssen; Fru
Martens, der intet forstod af Stykket, men altid var halvt forskraekket
og halvt andaegtig, naar hun var i "Martens Teater", rykkede angst helt
hen til Fru Adolf, for der blev Ro igen.

Men der blev atter stille i Salen; og Scenen med AEgtemanden kom.

Lionette lyttede til Larmen foran Doren, og hun horte Tjenernes og
Kommissaerens Stemmer og Mandens--og kendte den. Hun havde forstaaet
alt. Og slaaende Armene sammen over sit Bryst som for at daekke en
pludselig Vunde, skreg hun og lob frem, som vilde hun vaerge Doren.

Men da--man saa' det knap og ingen gjorde sig Rede derfor--for hun
havde lost sit Haar, det lange rodlige Haar, og blottet sit Bryst og
flaenget Kniplingerne los fra sine Arme:

-Guldet, Guldet, skreg hun: Her! og rev Doren op.

Man taenkte ikke paa Handlingen, man brod sig ikke om Dramaet.

Man saa' kun aandelos og forvirret, denne halvnogne og ustyrlige
Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys
praegede Guld.

Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev hun berust ved
Synet af dette Guld i Guld, loftede hun med et Skrig af Triumf den
blottede Arm med en Haandfuld af de blinkende Monter--der faldt som en
gylden Regn over Nourvadys Gulv,