ode Kod falde unyttigt ned i Asken.

* * * * *

Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre spiste i et Kabinet i
"Victoria-Restauranten". Men Berg vilde ned paa "Bladet" og "fyre" i
med et Par saerlige Notitser forst.

Alle Medarbejderne sad kjoleklaedte ved Bordene gennem Stuerne, hvor
Hr. Gravesen i Feststemning--Hr. Gravesen havde selv vaeret Referent
ved Kommunens Middag--havde taendt alle Gaskroner, og nikkede og hilste
gennem Rummene til Berg. _Der_ blev laest Korrektur, og _der_ blev
skrevet Referater--alle var i Virksomhed.

Staehr laeste en Festtale hojt, og inde i Laesestuen pludrede Froknerne
Gravesen, Fru Staehr og Niecen, der ventede paa de Herrer, hede og
festklaedte. Alle Damerne faldt over Berg med Lykonskninger, og
Froknerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at presse til
Erindring--mens Hr. Staer stadig blev ved at foredrage den svenske
Festtale med en patetisk Rost, og Hr. Gravesen tyssede paa sine Dotre.

Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Numer af "Bladet", og
Herluf slap endelig los fra Damekredsen for med Handelsmedlemmet Meyer
at komme ud i Budestuen og soge Numeret.

De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik og fandt tilsidst
Avisen.

Meyer holdt Svovlstikken hojt op over Pulten, saa Lyset faldt paa Hr.
Sorensens Indskrift. Og de lo begge to, mens de saa' de sorte
Lakbogstaver:

HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GORE.

til Svovlstikken slukkedes.

Berg gik ind for at hilse paa Redaktoren, der sad ved sit Skrivebord,
i Selskabsdragt med AEreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte
hinanden Haanden.

-Ja, Berg--sagde Redaktoren med sit lidt traette Smil og drejede sin
Stol, mens han saa' ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de
hvidbrystede Herrer Medarbejdere:

-De forstaar det, sagde han; De giver os, Hvad vi vil have i denne By:
_Circenses et--Circenses._

-Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets
Helbredere ... Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor.

* * * * *

Da Berg kom tilbage i "Victoria-Restauranten", var man ved Champagnen.
Der var stodt et Par fler til Selskabet--deriblandt en ung Skuespiller
fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med
mange smaa geskaeftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver
Tiden for sin Hun, som ruger--og man havde lettet sit Hjerte ved
adskillige smaa "siddende Gl