i Buketter, Taepperne og de mangfoldige
Polstre--allevegne. Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor
store tropiske Fugle farverigt var broderet paa Atlask, strakte hoje
Fonixpalmer deres buede Ribber, og rundtom fortonede store Vaser af
Alebast, sart, Stoffernes matte Blaa.

En Faun holdt med oprakt Haand Vinterhavens Forhaeng tilside, hvor
Palmer og tunge Rosentraeer tegnede sig utydelig. Over alt laa--fra
elektriske lamper, daempet gennem blaaligt Glas--det samme Skaer naesten
som af Midnatssol--Landets daglyse Nat.

Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt mod Salen,
udfordrende Corots badende Nymfe, med loftet Arm, som hilste hun
vinkende.

Berg horte Salens Mumlen paa sin Regissorplads og greb haardt om
Signal-Haandtaget: det var Begyndelsen til Sejren.

Saa blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette.

Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, saa man saa'
dets hundrede Ansigter--Kritikerne langs Flanken: Dr. Markus med sit
rokkende imbecile Hoved, som horte han endnu paa sit Kateder en
Oversaettelse af "De officiis", Kars med sine foldede Haender og Staehr,
sammenbojet og foraset, allerede i Tankerne forfolgende en filosofisk
Ide til Anmeldelsen af det Stykke, han endnu ikke havde set til Ende;
Lyset faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev morkt, op mod
Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebryster skinnede frem
langs Balkonen.

Professorinde Gerster havde laenet sig frem paa sin Plads i forste
Etage. Hun horte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede
den fyldte Sal. Denne Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun taenkte,
mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, hvor hun--med
Ojnene bestandig, bestandig mod Kobenhavn--Sten paa Steen havde bygget
deres Existens.

Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Horeapparat ind i
Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmoder til Landsdelsmoder; fra
Landsdelsmoder til Kongresser--bestandig med dette Apparat, som han
forklarede med altid de samme Ord. Mens _hun_ samlede Penge, knyttede
Venskaber, rykkede sine Hanefjed fremad--altid spejdende efter
Ojeblikket, naar der skulde gribes til, Ojeblikket, hvor _her_ var
_Plads_.

Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som naeret af alle hendes
hemmelige Onsker, indsugende alle hendes forborgne Lyster, tavst
forstaaende hele dette Felttog for at reussere, som her stille fortes
fra Dag til Dag.

Indtil nu.

Fru Gerster ha