en Niece af Hr.
Staer, der benyttedes til en Slags journalistisk Blaenkertjeneste i
Tilfaelde, hvor Diskretionen forbod "de Herrer" selv at vaere tilstede.

De horte Vognene rulle frem foran Facaden, og de Herrer Laeger
standsende paa hvert andet Trappetrin og diskuterende--nogle kun med
en Arm i Overfrakken over de daskende Kjolehaler.

Konsortiet bankede de paa Skuldrene og lo dem venligt ind i Ansigtet
ad ingenting, mens de bakkede los paa Fest-Havaneserne--hvad der lod
Bygmesteren begynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og
Branddirektorens nye Reglement.

Kun Professor Gerster bevarede hele sin Praesidentvaerdighed, rank, med
det nye Kommandorkors om Halsen, mens han sagde et Par takkende Ord
med sin sonore Stemme og i Stilhed urolig taenkte paa et Par Landlaeger
af den gamle Skole, der havde vaeret saerdeles livlige ved Kaffen.

De var snart alle samlede: Svenskerne plejede med smaa Borster Skaeg og
Haarrester foran Spejlene, mens andre stirrede paa Loftsforgyldningen
med strakte Halse, og de to Landlaeger--gamle Studenterkammerater med
svaere Halskaeder over de sorte Silkeveste--satte sig til Borgerlade paa
en Sofa og sagde: Ja, ja, det gor godt at sidde, du gamle, og slog
hinanden paa Laarene ... De vidste ikke mer, hvad de var her for.

I den ene Dor til Gangen hoppede de tre Frokener Gravesen og den
Staehrske Niece som forsultne Spurve om samme Tvebak, den ene bag den
anden, indtil Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjernede
Honoratiores, klappede i Haenderne og sagde, at Publikum ventede.

Kongresherrerne strammede sig op i Knaeerne, idet de gik ind ad de
aabnede Logedore, og Kontrollorerne holdt Midtlogens Flojdor paa vid
Gab for Spidserne, der fortes ind af Professoren.

Saa horte de, idet Dorene lukkedes, Legationsraad Stens festvante
Stemme med et "Leve den hygiejniske Kongres", og Larmen, da alle
rejste sig, og Hurraerne under Orkestrets Touche.

-Saa--nu er de der, sagde Adolf.

Og Berg gik urolig ned for at give Taeppet Tegn.

De to Landlaeger var blevet enige om: at forst kunde man vel styrke sig
med noget "Vand", og saa blev de siddende og nikkede lidt, med
Cigaraske ned over Knaeerne....

Kronen haevede sig derinde, og der blev stille i Huset.

Men da Taeppet rullede op, gik der et sagte Udraab gennem Salen: en
saadan Scene havde man aldrig set--som denne Nourvadys Tryllevilla.

Alt var matblaat: Silkeforhaengene, Vaegfelternes Grund, hvor blege
rode Roser var malt