mens Taepper hastigt sank.

Det var ikke Bifald, der lod. Det var Rasen. Paa Galleriet skreg de,
bojende sig frem over Jernstaengerne saa langt, som skulde de styrte
ned fra den svimlende Hojde; Laegerne strakte Armene frem over
Balkonens Engle og raabte hoje Bravoer ud over det bevaegede Parket. Og
som et Legeme, der mister sin Stotte, faldt Fru Duncker, mens alle
klappede, langsomt ned mod Scheeles Skulder--som en Gren, et sidste
Vindstod bryder helt.

Taeppet gik op og atter ned; atter op: Primadonnaen stod der ene. Da
hun loftede Ansigtet fra sin Buket med de skandinaviske Farver--Kronen
var allerede nede i Salen--blev det elektriske Lys pludselig drejet,
saa det faldt ud over Salen, og hun fo'r sammen, som havde hun
pludselig, i Parkettet og Loger, set hundrede gronlige Lig, der gjorde
Grimacer imod hende i det skaerende Lys.

-Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen; hun naesten vaklede.

-Det var Lyset, sagde hun og stottede sig, da Taeppet var nede: Lyset
faldt ud over Salen.

Da sidste Akt var forbi, raabte Redaktor Isachsen, staaende op paa sit
Saede i Parkettet, et nyt "Leve for Kobenhavns Gaester--Samfundets
Helbredere". Og efter at de sidste Hurraer var dode hen, udbragte
Vicepraesidenten, mens alle Laeger rejste sig--Professor Gerster stod i
Midten mellem Pladslogens bestjernede Koryfaeer--et: Leve Storstaden
Kobenhavn....

-Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen Kobenhavn!

Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik "Viktoria-Teatrets" Mure til at
ryste.

Herluf Berg var gennem Orkestret lobet ned i Parkettet i
Kritikerhjornet, hvor alle komplimenterede ham.

-Ikke--ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevaegelse.

-Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo Hastrup, der aldrig
fandt Ord undtagen ved sit Skrivebord, og nikkede med sit smukke
Hoved, som om han sagde en stor Dybsindighed.

Hurraerne lod endnu.

-Lille Herluf, raabte en Damestemme bag Berg. Lille Herluf!

Det var Fru Canth, der raabte ham an ude fra Garderoben: hun maatte
endelig laane en af de blaa Puder--dem med Fuglene, hjem at lave
efter:

-Vist, Tante Strom, maa det kunne gores paa Cachemir, sagde hun.

Folk strommede ud gennem Gangen, snakkende ned ad Trapperne, ind i
Restauranten, der var fyldt i et Nu. Kellnerne vaergede de bestilte
Borde, og Damerne, med deres Kniplingstorklaeder om Hovederne, lo i
Stimlen, der skubbede dem viljelost frem mellem Stolene, som Herrerne
sloges om.

Fru Martens o