Det hjaelper
altsammen.--og Signalet lod til at bryde op.

-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han
sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne
--gamle Folk.

"De gamle Folk" slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive
tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i
en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard
Sundt, Fuldmaegtigen.

-Kaere--giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for Bae'lam ... Hys,
Edvard, hvad jeg siger, det er raedsomt med den Anstaendighed. Fru Canth
var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et
Par store, allestedsnaervaerende og blanke Ojne. Hun gererede sig som en
Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte "af Princip" alle
Herrer ved Fornavn.

Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fodder, saa man saa' et
Par Spaendesko med et Par morkerode Silkestromper op over Anklen.

-Gennembrudte, sagde hun og pegede. AEgte Varer--sagde Kraemmeren ...
Hvormange jeg har kobt, lille Edvard? Seks Par.

-Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spaendeskoene med et Stod
i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen....

"Mansen" var Assessoren, en forskraemt lille Herre med nogle tynde
Haartotter og et Par forvaagede Ojne. Han saa' ud, som om han _altid_
fik praesenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmaessigt ud et
Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han
vaeret gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde:

-Naa, Manse, og nikkede til Afmonstring.

Man horte Korstemmerne ned oppefra.

-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm
Sodavandsglasset hen til Sundt: Djo, Born. Hun gik med "Manse"; ved
Parkettrappedoren stansede hun: Edvard--man modes jo efter Dagens
Gerning--i "Bethesda".

Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens
Musikkorps blaeste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de forste, der
kom ud.

-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedoren i. "Institutionen" gav den
sidste Fyrvaerkerifest i Saesonen.

Maengden brod ud af alle Porte, skyllede Liv og Stoj ned over Trappen
og frem over Gaden--gennem Strandstraede trallede Raekke efter Raekke.
Ude paa Kongens Nytorv flod man sammen til hojlydte, lystige Oer, hvor
de muntre Sporvogne brod ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad
Sporene.

Saa delte Stojen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere
og svagere rullede den