gde
med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Ojnene:

-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.

Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Molbom
slaaet en Klo i Lange og var igen paa Moen, mens "Mo'er" gik lidt
henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et traegt luntende
Trav--Fru Molbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste, der laenge har
trukket sammen.

Fru Dunker og Scheele gik inde under Traeerne--naar de var alene,
stojede hun ikke mer.

Berg stodte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det
er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster
og rystede det.

Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru
Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om
den maerkvaerdige Stok, til Fru Canth sagde:

-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.

Og alle satte i Marsch igjen.

-Ja, Herren ved, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr.
Molbom lo.

-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s'gu Faren med
Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet...

De kom ned mod Teatret og horte en hoj Klappen. Det var Publikum ved
Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til
den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne
kom ogsaa i en Svaerm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev
staaende.

Da Musikken begyndte, kendte de "Kyssenes Sang" ... Og nynnende,
vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de
smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset...

Saa strommede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus
paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod
Frihedsstottens store graa Sten.

Og ind i Stojen af rullende Drosker og "Nationals" Musik og "Farvel"
af de hundrede Stemmer horte man hojt Zinkarbejdernes lystige Takt,
der under Edisons Lamper glad hamrede los paa "Victoria-Teatrets" nys
rejste Tag.

Berg var stanset ovre paa Fortovshjornet ved Jernbanen. Du, Lange,
sagde han daempet og dvaelede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige
Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds
om den hele By og bandt den til et Billede...

Berg tav lidt, og med en Bevaegelse med Haenderne, som sonderbrod han
den taenkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk:

-Og saa vilde det vaere et Tornerosetableau, det hele Billede.