de fra sin
Bordende. Den er en Ulidelighed ... Den er det, der gi'er den megen
Blegsot....

-Nej, sagde Fru Juergens, vi Nakskovere--Emma, hun loftede Glasset mod
Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru
Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna.

-Ja--paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo,
sagde Fru Juergens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle
Springfyrene. Hun slog en Brodkugle over paa Professoren: _Han_ husker
Skovballerne, sagde hun og lo.

Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden horte kun det
halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det
muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Ojnene
over sit Glas--hun taenkte paa Konferentsraaden.

-Mo'er, hviskede Asta op.

-Lille Born, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den
anden. Hun loftede Glasset og Dotrene svarede. Asta holdt Glasset op
med Ojnene paa Herluf--de straalende Ojne--og han haevede ogsaa sit
Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede
af al den glade Forelskelse i Nakskov.

-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rod,
idet han satte Glasset ned paa Dugen.

Alle lo og snakkede; selv Froken Knudsen vaagnede ved det pludselige
Ord "Ramlosa" og gav sig til at forfolge en Familie "Beck-Friis" op
gennem Aarhundrederne; Fru Juergens sluttede af med Nakskov og slog ud
mod Sundt.

-Nej, nej,--der var ingen gamle Ungkarle _der_.... Da vidste Folk,
hvad de vilde--min Kaere, og kunde bestemme sig.

Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf horte ikke efter, hvad han
sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved
Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser
om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, taenkte han.

-De kender vist--Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru
Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: "De kender
vist", og var blevet saa rod som en Paeon. De kender vist en ... Hr.
Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen
ved at naevne Fornavnet....

-Ja, sagde Berg ... ja ... Han tog ikke Ojnene fra Asta: Og hende
skulde du ikke elske, sagde han til sig selv ... Ja, Fruen kender
Gerster? sagde han.

-Ja--sagde den lille Frue--det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun
blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de
rejste sig fra Bordet.

Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under