em ikke forstyrre.

De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og
febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og
Konferentsraaden af Herluf blev praesenteret for Selskabet, der bukkede
og nejede, af Respekt for Kapitalen.

-Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der forte mig paa Lur,
smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad
Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest--i Familiens
Skod--det var iaften forste Gang Lys i Huset, sagde han.

Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham.
Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne
Gaests Sag at traenge sig frem med en Tale--men takke Dem maa jeg dog,
fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er
med Glaede--og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen--at jeg
tommer dette Glas med Dem for forste gang i Deres nye, skonne Hus ...
Skal vi tomme det paa Foretagendets Held--de foretagsomme til Lykke!

Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Ojeblik: Og
--mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen sogende om Ordene
--nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus--jeg kan vel sige med noget
af _dens_ Glaede, der ser, begynder at se en Livsdrom gjort til
Virkelighed--slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer,
hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Vaerk og ligesom
Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig
Maerke paa Maerke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er traengt
ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv ... skal vi hilse
dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier--med loftet Glas vendte han
sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele
Rum som i et Blik og saa lod Ojnene hvile paa Balkonrandens legende
Engle, noget af den halvdaempede og hemmelighedsfulde Klang, der
beruste Generalforsamlingerne--udstror deres nye Rigdomme, skal vi
hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens
Kobenhavn, det _vort_ Kobenhavn, der brod Voldene ned for at bygge paa
ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu
staar.

-Et Leve for et stort, et Leve for det nye Kobenhavn.

Ingen vidste, hvem der kastede det forst, men som et Lyn fo'r Glassene
klirrende i Gulvet, mens de haevede Haenderne og raabte, naesten ligesom
om de vilde svaerge:

-Leve--leve Kobenhavn.

Oppe i Logen graed de to Fruer, som var de