k
videre.

--Gaesterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine
Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorod endnu
efter Anstrengelserne:

-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas ... Ogsaa Suppen,
netop tilpas....

-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie--Sofie Kokkepige
kom aldrig laenger i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde
hun nu kaldt Fruen i tyve Aar.

-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.

Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt traet, og saa'
ind gennem sine konne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun
folte ind til sin Skulder.

-Ja, vi har det godt, Born, sagde hun ... Vi maa vaere Gud
taknemmelige.

-Asta trykkede hendes Haender og rejste sig. Hun gik ind i Faderens
Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede
sin Livvise.

-Sidder Frokenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med
Pusteren for at slukke.

-Stine kan godt slukke, sagde Asta.

Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i
Morket.

Det var naer ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde
gennem Lunden: Der var morkt og faelt--hu, ha! Stakkels Knos han gos
med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit.
Aa din Kryster, sa' Babette.

Saa holdt hun op og slog Klaveret i.

-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.

-Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre.

-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie,
som sad paa Sengekanten i Sostrenes Sovekammer.

-Er _det_ en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kaekt mod
hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at _dette_ skal
hore op....

-Hvilket?

-Pyh, sagde Julie blot og krob i Seng.

* * * * *

Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og forte lange
Samtaler med sig selv:

Det var altsaa forbi: han var lobet infamt derfra. Og han havde
_kun_--han eller denne hr. X, der sad i den morke Bagstue i hans
Hjerne og regerede i Smug--fra den forste Dag taget Haand i dette,
filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og
"komme los".

Det var _det_, der havde ligget bag Ordene--strax, den Gang oppe i
Redaktionsvaerelset, da han forste Gang sagde (og blev forbavset, som
havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): "Og
man kom los" ... oh han havde vidst det lige strax, hvad det betod