en, hr. Fuldmaegtig, sagde Martens, der
altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog
han ham paa Skuldren med et: Naa--frisk Mod, mens man laeste hele den
ubetalte Husleje paa den lille Fuldmaegtigs Fysiognomi.

-God Morgen, Hr. fuldmaegtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet
hen til Berg--bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med
"Putte", sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til
Skole, for han gik i Retten.

De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen,
febrilsk som han altid blev, naar han bare naermede sig "Bygningerne".
Forgylderne sang i Forhallen paa de hoje Standstiger, mens de lagde
sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne
Braeddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for forste Gang paa
de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt
"borte" foran de pompejanske Vaegge, der straalede nye imod ham--man
havde borttaget Laerredet om Morgenen.

I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere
transporterede et tilhyllet noget og spaerrede Vejen:

-Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem.

Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf
og slog Laerredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke,
forgyldte Ben.

-Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.

-Ja, svaert aegte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med
Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedore stod aabne,
horte man Dekoratorernes travle Hamre, der slog Guldsom i Brystningen,
og Dampmaskinens Stoj fra Varmeapparatet, der torrede Huset. Bag dem
lod hoje Ohoj fra Arbejderne, der bragte "Nike" paa Plads paa
Piedestalen.

-Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i
Stueetagen mod Gaarden. Det var blot "de smaa blaa" for Dagen, sagde
Hr. Spenner muntert og praesenterede en Raekke Blaat-Papir paa Pulten.
Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin
Underskrift et Steds.

-Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar
Navnene gor det--Han tog kaelent henover Papirerne, mens han lagde dem
sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne "Victoria" paa Bindet.

-Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i
Luften, efter at han havde skrevet under.

-Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mont ud fra Forretningen, sagde
Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet