paa mig. Hor hvor bankende mit
Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jaeger, nej.

Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple,
Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.

Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede,
Madam Bolling nynnede med paa sin Stol.

Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig....

Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden:
_Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg
pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han
hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bolling lo, saa
hans Mave gyngede under Vesten.

Saa satte Tine i igen og valsede og sang:

I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil
Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa,
Til Festen i Kongelunden. Trallera....

De svingede, saa de ikke havde Vejr.

-Syng, syng, raabte Tine aandelos: De Gamle sang; gamle Bolling slog
Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordoren, og Herluf blev helt
vild og for om i Rundkreds som Hesten "Zampa", han havde set paa
Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:

Til Festen I Kongelunden....

-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i
Doren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik
Berg budt op og valsede.

Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Morkning til The. Hun
sang ved Klaveret--det var Visen om "Lille Grete"--med en svag, daempet
Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dor paa Klem,
Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.

Ak, kaereste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser
fra mig I Dag til Kobenhavn. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester
Vig, At gore mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille
Grete!

--Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom
forfrosne i store Sjaler til Morkningsbaenken. Hjemme blev der slet
ikke taendt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i
Morket. Herluf krob sammen ved Fodderne af Moderen. Talt blev der
ikke.

Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde
Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.

-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun fros. De sad
igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde
ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Modere