k, hele Flokken med de nye Huer.

Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen
brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken
lod dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og
Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den
lyse Koncertsal et:

-Leve Kobenhavn!

Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og
viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange
Hurra....

* * * * *

Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen braendte over
Slot og Kirke, mens det var, som horte han hint gamle Rus-Jubelraab
igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende
Hamre.

-Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen,
tilfojede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne
Ord:

-Og man kom los, sagde han.

Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sorensen, var allerede
kommet igen efter Middag og laeste sine Psalmer ved sin Pult i
Forvaerelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund
(Hr. Sorensen var Gendober og henlevede sit Liv med evindelig aabnede
Laeber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars
Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere
Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig
sang uhorlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod
Lampen:

HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GORE

Herluf gik ind og haengte Noglen til sin Dor op paa Noglebraedtet, mens
Hr. Sorensen lagde de foldede Haender ned paa Psalmebogen og hilste.
Hr. Sorensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en
hojkirkelig Foresat....

Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Ojeblik staaende. Maskinen
arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lod en langtrukken Bas. Hr.
Sorensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens
Hr. Sorensens Psalmer klang klagende over den travle "Victorias"
sidste hundrede.

I Porten lob han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod
og stirrede paa det rode Himmelskaer over Slottet.

-Maerkvaerdigt, sagde han.

-Det maa vaere en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden.

-Ja ... I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er
Varsel om store Ting, sagde Meyer.

De lo begge og skiltes.

III

-_Kan_ han no'et?

-Ved s'gu ikke.

Talen var om un