ge Adolf, mens Gerster tog "Ess Bouquet" ud af
Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af
Hensyn til Professoren, der hadede den "Moskuspest" i Stuerne.
(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa
Handsken: Det maerker din Fa'er ikke, sagde hun; i det aegteskabelige
Sovekammer herskede kun Kollnervand).

-Ved s'gu ikke--men Penge har han--si'er de, og nu aabner han jo den
nye Forretning--paa Kobmagergade.

-Ja--hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som taendte en
Cigaret.

-Ja--det vil han jo ikke ud med--det er naturligvis en
Kunsthandel--han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men
Penge maa han ha', sagde Berg ... Den Gamle har tjent dem paa
"Husholdningsboger"....

-Jo. Tak, Adolfs "Den lille Bogholder i fem Storrelser", opremsede
Gerster efter det bekendte Avertissement.

-Men de skal vaere gaaet svaert i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at
le: ... Forelobig er de Gamle rykket ud fra Pilestraede med alle de
fine Mahognitraesmobler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.

-Hm, sagde Gerster. Konne Ruder har han lavet sig.

-Og han gaar ind paa Ens Ideer, ser du, sagde Berg. Han _forstaar_,
sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik
hen over Gulvet: Og ved du, sagde han og slog ud med Haanden: her
traengte til at udrettes noget. Her traenger forbandet til, at der blev
handlet i dette land.

Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og
Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab--ja,
alvorligt--helt Kompagniskab--hvor de stillede den fornodne
Kapital....

-Og nu var et Teater noget vaerd, nu--hvor Staden voksede for hver Dag
til at blive Nordens Hovedstad.

-Ja, ja, det blir den, sagde han.

Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden
for dem, der havde Ideer og Ojne at se med--nu, hvor Norden kun
ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles--"kun ventede"
gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften--paa _Pladsen_ til
at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, _der_ var
Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjornson var ikke Nordmaend mer, de var
blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til
Wiborg, Wiborg i Finland ... allevegne.

-Ser du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer.
Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilfojede han med
Hovedet laenet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver og