saa Plads for
Reklamen, du--

Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en
anden Tone: Man maa se Tingene, som de er, du, og vaere praktisk,
Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil _leve_--og sidde blodt.
Forfatterne vil komme, naar man raekker dem blot den lille Finger: de
venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem....

Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles
hele Aaret, Eneret, skandinaviske Vaerker, sat i Scene af Forfatterne
selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Goteborg,
Kristiania og Bergen ... mens Stockholmernes Opera sang her eller
Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst....

-Man laerer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige
Lejeindtaegten i den dode Tid.

Han begyndte atter at tale om "den ene Kunst", om Malerne og
Musikerne, der vilde folge Eksemplet, Forfatterne gav, og soge til
Kobenhavn: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller
Dampskibene. Vi skal nok rore Trommerne, til de kommer til Kobenhavn
--til os.

Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al
Hemmelighed holdt han svaert af at se paa Berg, naar han saadan var
rigtig "oppe" i en Plan.

-Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaet
den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i
Provinserne og--der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det
Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstaeder til det nye
Kobenhavn.

Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja
--du, der var noget at gore nu, sagde han. Og Gerster sagde:

-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader "at
gribe til"--selv greb han aldrig til).

-Naa, sagde han halvt misfornojet. Det bankede med en flot Kno paa
Doren til Entreen. _Der_ har vi Lange.

-Kom ind, sagde han.

Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og loftede
Skuldre:

-Goddag--saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drov
paa?

-Paa din Fremtidsberommelse, sagde Gerster og tog Plads igen.

-Tak--det maa smage af mere, sagde Lange.

Samtalen slaebte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med
en Dor, saa Doren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som
kom hjem fra Kliniken og vilde have "frisk Luft i Stuerne".

Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax,
horte man Professorinden. Og der