tte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i
Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun daekkede
for Smorkrukken.

Herluf sagde "Godnat". Det var, som han var helt beruset, da han kom
op og stod ved Vinduet, hvor den staerke Morgenluft slog ind imod ham.

Dernede gik endnu et Par og sang:

Allons enfants de la patrie....

Han faldt knap i Sovn, for han maatte op igen og i Skole.

Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de
_maatte_ troes, fortes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de
mest ustridbare fo'r op og slog los; og i et Nu laa den hele Klasse i
et meningslost vildt Prygleri--paa Livet los, til ingen kunde mer....

Men Tiden lob, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte

* * * * *

Det var Foraar. Den franske Laerer havde ladet Vinduerne lukke op, og
den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetraesraekken stod i Knop, gjorde
Gymnasiasterne dosige. Laereren gennemgik Stilen med den rode Duks ved
Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med dode Ojne over
Bogerne, kun Benene gik langs alle Baenkene uroligt som hidsige
Perpendikler.

Laereren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og
mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befolte, frem og tilbage, det
taette Udslet paa sin Pande, horte man ikke andet end Baenkenes stadige
Smaaknirken under de urolige Ben.

-Naa--hvor var vi, Laereren vendte sig mod Duksen, der fik Haenderne ned
med et Ryk. De skulde gaa til en Laege med _det_, Sonne, sagde han og
forte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.

Den rode Duks bojede Hovedet vaek fra Lyset, og langs Baenkene holdt
Benene inde og blev stille med et, som gik der en Engel gennem
Klassen.

-Hvor var vi saa? sagde Laereren igen. Han gik videre....

Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos
Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var konne og
velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske
Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Vaesen. I Stilhed levede
de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:

-Men--Froken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat
(Klaphatten forlod ham aldrig) for Froken Kornerup, der gik ved Armen
af en Kandidat.

-Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres
Navn! Og Frokenen gik med sin Kandidat.

Hein flojtede sagte bag sin Klaphat. Det haendte oft