ede endnu stadig Svigerinden som en Gaest.

-Nej Tak, sagde Fru Berg og taendte Lyset, der ventede. De vexlede
"Godnat", og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys.
Hun gik saa slaebende som en gammel Kone opad Trappen: Det var
Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Ben.

-Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den
Smule Klaeder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og
Vaerelset her i Leje....

-Sov dog, sagde hun og lagde Taepperne om Herluf, som aldrig sov, for
hun kom op, braendende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge
alene i Morket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng,
hvidskede Herluf fra Taepperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og
stirrede ind i sit Lys med Haenderne i sit Skod.

-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtaeppet sammen til
Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over
Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu....

Naar hun var kommet i Seng, graed hun i Puden ganske stille. Herluf
stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes
Hovedgaerde.

-Mo'er, du skulde ikke graede sagde han. Og han begyndte selv at graede
stille som hun, mens hun tog ham ind under Taeppet, og de laa i Morket
taet ind til hinanden.

-Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?

-Fjenderne, sagde hun.

-Og har Bollings Fanny? sagde han.

-Ja--Bollings har Fanny.

Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Sovne. Saa loftede hun varsomt
sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare
Fodder, hen i hans egen Seng.

... Froken Minna havde taendt sin Lampe paa maelkehvid Fod og var gaaet
ind til sig selv. Hendes Vaerelse var et lidet Rum med meget
pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; "Hjortens Flugt", "den lille
Hornblaeser" og "Stjerneskud" i Pragtbind om Sykurven; og "Marie og
Magdelena", i en bleg Udgave over Sengen.

Naar Froken Berg var kommet i Nattojet, slukkede hun Lampen og listede
ud for at lukke Dorene paa Klem.

Hun sov jo som en Hare for at hore efter den Gamle.

Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til Kobenhavn, dode Fru
Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og
klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke hojt, i Klassen.

Tanten stod ved Trappegelaenderet hjemme og tog imod ham og graed. Alle
Dore stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.

-Er det min Dreng? de