i Hovedet, mens
Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende
Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Haender fast ind mod mit
Bryst: Krigen var brudt ud.

Om Faderens Billede haengte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.

--Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var
strommet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Stoj og Stemmer op--i
en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt,
Numer efter Numer. Alle maatte ud, rore sig og fole sig sammen. Talte
blot om et og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var
rejst fra Compiegne og stodt til Haeren.

Selv Froken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin
Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen horte; de stod bare i
Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre.

Ude tog Stojen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg,
for at se.

-Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lod som en Explosion,
saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle
stod op, Stokkene tabte han....

-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Vaeggene var aabnede Sluser,
hvor man brod ind over Borde og Baenke, mens alle skreg af Jubel, saa
Rummet dronede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved
ved Hoved, paa Marseillaisen:

-Marseillaisen!

Froken Minna og Herluf stottede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _se_
det, sagde han. Jeg vil se det. Han blev ved at tale, med rystende og
ophidset Stemme, om Isted og Dybbol og Sonnen, mens de ventede i
Flokken foran Tavlen.

-Laes 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf laeste Depechen fra
Saarbruecken:

I Formiddags Kl. 11 tog Franskmaendene Offensiven. Efter en alvorlig
Faegtning jagede de Preusserne ud af Saarbruecken. Kejseren og den
kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag
vendte de tilbage til Metz. Franskmaendenes Tab var ubetydeligt.

Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev laenge ved
at staa foran Tavlen og forte de knugede foldede Haender op og ned, for
de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke stottes, mens de gik
frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og
nikkede.

Da de kom hjem, vilde han se Sonnens gamle Sabel, som Froken Minna
gemte. Hun hentede den--hun var ganske hojtidelig og bleg--og den
gamle tog den:

-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa
sit Skod, med rokkende Hoved.

Tilsi