, med nogle
ynkvaerdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater
krob ud i Solen for at slaebe Hesten og vendte saa tilbage til
Mandagslektierne, med Haenderne paa Panden.

Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver
i den hule Haand. Den rodhaarede Duks sluttede Censuren: han forte
Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og
Opforsel.

Der blev en staerk Bevaegelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og
smaekkede med Doren. Han havde vaeret hos Rektor for at hente
Karakterbog med Anmaerkning for "at sove lydeligt og gentagende", og
var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af
deres Kroge for at syne ham:

-Ja, vraengede han til alle Foresporgsler ta' 'en, Mariane....

-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi
Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr.
Atterbom klappede: Saa lofter vi Enderne....

Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid "raa", naar
han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteaermer og
spyttede i Haenderne.

-Naa, naa, saa saetter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver
et gammelt Og, mens den rodhaarede lagde for som en skraemt Kapellan
for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblaeste Hons.

-Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg,
er' et ikke Kaellinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper....

Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen
og borstede sine Knae; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rodhaaret
Arrigskab og Forlaesthed.

-Nej, sagde Hr. Atterbom sorgmodig og forskod sin Paryk, det er s'gu
Kaellinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte
Hesten. Nu skulde de have Skraastangsovelser til Slut.

Herluf Berg praesenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.

Han lagde sine Boger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra
Vaeggen--og Ole Martens slog ham Folge.

De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang.
Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor
Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den sovnige Summen, der stod
ud gennem Dorene. En Gang imellem horte man en Skraben, som om Heste
rorte sig i Baasen.

-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Vaeggen ved
Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:

-Den ganske Bule skulde han straffe gentage