sbaenken stod Tine og vinkede med sit Torklaede. Hun
lob med Vognen og rakte Haanden ind over Forlaederet. Saa tog Herluf
paa at graede.

Da de kom til Sonderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og
stonnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene lob rundt
med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og folte det gyngende under sig
og saa' det sorte Vand, graed han igen og vilde hjem. Faderen tog ham
paa Skodet paa Toften.

De var snart ude. Afskeden maatte gores kort. Moderen og Herluf var
oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte
op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.

-Nej, sagde Berg, jeg bliver.

Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden
saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.

-Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er graed.

Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Ojne vilde kunne finde ham i
Morket endnu--hendes Mand.

Skibet stodte saa tungt op mod Sonderborg Slot.

De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbol i Skanserne. Det
var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og
som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun
bandt om hans Billede over Sofaen.

Hun syntes, hun havde _altid_ siddet orkeslos her i disse trykkende
Stuer og stirret ud paa den traege Vester-Gade og hort Svigerindens
langsommelige Plojen gennem "Napoleons Felttog", som hun igen begyndte
forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel
Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af
lutter Forskraemthed, at han ikke rorte sig uden at gore Skade.

-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie....

-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.

-Naar han blot la'er mine Piber haenge, skingrede Bedstefaderen. Er det
mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dorene. Ikke en Time lod han Marie i
Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _haenge_, blev han
ved.

-Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem
derind? Her kom Herluf saa sjaeldent....

-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ...
Men min Tid blir de haengende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid
skal de ha' Lov at blive haengende, min Go'e, blev han staedigt ved, med
sin halve Hoste, der aldrig blev til mer end til en Stonnen, og som
dog fyldte hele Huset.

-Skal jeg ikke laese for dig, sagde M