n og
Herluf blev alene og horte hans Skridt over Loftet.

-Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Morket: Doer da Kongen?

-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knae, hun havde
saa underlig en Stemme.

--Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Baenken, skont det laengst
var blevet morkt. En Gang imellem hvidskede de en Saetning--med de
Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i
sig--om det eneste, man talte og taenkte: om den syge paa Gluecksborg.

Man sagde, det var igaar blevet vaerre med Kongen.

Vejen laa stille og ode. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Morket.

-Mon han er ved Samling, sagde Tine.

-De siger jo Nej, sagde Moderen.

De horte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblodte Vej: Det
er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Morket
vandrende ved Siden af sit Og.

-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et?

-Jakob Hans standsede sit Koretoj og stod lidt. De sier, han er dod,
sagde han saa.

-Iaftes.

Moderen og Tine graed hojt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten
satte langsomt sit Og i Gang igen gennem Morket: Godnat, Jakob Hans,
sagde Tine gennem Graaden.

De blev ved at graede ved Siden af hinanden: Jeg taenkte det, sagde
Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.

Berg kom bag ved dem: I ved det, sagde han. Moderen laenede sig til
ham; lidt efter lidt horte de op at graede og stod stille.

-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.

-Ja, sagde Berg.

-Hent Deres Foraeldre, Tine, sagde Moderen. Lad os vaere sammen.

De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf
ud i Kokkenet og Borgestuen og sagde til hver:

-Kongen er dod, og saa' paa, hvordan hele Huset graed.

* * * * *

--Man ventede Krigen hver Dag. Brod den ud, maatte Berg med som
Reservelojtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle
Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansaettes en Vikar. Og han
vilde vaere roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin
Fader og Soster i Kobenhavn.

Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet,
som anlob Sonderborg ud paa Natten.

Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert
et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Haelene. Hun stod i
Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Maelk til
Herluf, da hun ikke laengere taalte at amme ham--; hun stod og kloede
Fann