nede i
Gevinsten. Froknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.

Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knaekket i
Knaeerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.

Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den
forste Stue--Fru Gravesen havde vaeret gift syv og tyve Aar i "Byen",
men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under
Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille
Braedderum, der benyttedes af Extra-Korrektorerne, og hvor der en Tid
blev debatteret heftigt og halvhojt.

-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen traet, naar
Redaktionssekretaerens lille Skindpung endelig var kommet frem til
Udbetaling.

Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til
Redaktorens lukkede Dor. Fru Gravesen betragtede Redaktoren som noget,
der var meget naer op til Guddommen.

Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretaeren sunde sig lidt over
sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.

Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og
skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte
sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt
fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor
Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmaessige Pletter hen over
Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, laenede over
deres Borde.

Hr. Gravesen havde snaerret sin forste Forbitrelse op i Taleroret til
Saetteriet--Faktoren horte altid paa Stemmen, naar der havde vaeret
Udgifter til Pigebornene--; nu havde han et ledigt Ojeblik og skrev
med Albuen paa Lommetorklaedet og Frakkekraven kroben hojt op bag til,
mens han bukkede sig. Hans "ledige Ojeblikke" tilhorte den modnere
Ungdom, han belaerte den utraetteligt i Oversaettelser efter det
engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han
var anonym og at det var en Hemmelighed.

Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at
tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende
Stod op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rorte sig ingen. Gravesen
blev ved at sidde bojet, fyldende Side paa Side og laeggende dem til
Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkroben
Frakkekrave og dukkede.

Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilvaerelse var hans "Viser". Han
havde vaeret Forer paa et af de forste Studentertog, o