ienlyst", som et Aktieselskab maatte kunne gore til et evropaeisk
Bad--... Men Publikums Interesse maatte vaekkes forst.

-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.

Inde i Redaktionssekretaerens Vaerelse var Lampen allerede taendt paa
Skrivebordet. Redaktoren havde fort Professor Gerster ind til Hr.
Gravesen. Professoren talte i Familiens blode Tone, siddende med
Benene slaaet behageligt over Kors i sin Laenestol:

-Der var ganske vist endnu laenge til Kongressen--men den almaegtige
Presse--og Professoren gjorde en Haandbevaegelse frem mod Hr. Gravesen,
der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til
seks--kunde man aldrig gore sig bevaagen for tidlig....

Redaktoren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte
at farves rod over Slottet, som man saa' som en mork Kolos helt nede
for Enden af Holbergsgade. Redaktoren var en soigneret Mand, der mest
horte til, med et lidt traet Udtryk. Han var behagelig--med et let Skaer
af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Staer,
der angreb hans Nerver. Han onskede frem for alt ikke Stoj i sin Avis
og ansaa _"Le Figaro"_ for Monstret af et Blad.

-Ja. Kongressen skulde vaere skandinavisk--med Indbydelse til de finske
Laeger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af
hygiejnisk Indhold....

De Herrer talte halvhojt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt
blev morkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militaere
Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgraensen, havde sluttet
sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var
Yderdorene lukkede, og Maskinens Stoj lod kun herind som et hyggeligt
Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren
sagde hojt til Krans:

-Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vaekke Publikum; og henne fra
Sofahjornet i Morket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:

-Ganske vist--der var taenkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt,
vore egne gor det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhojt
gennem Stuerne, mens Professoren, der stottede Hagen i sin Haand,
sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets
forste Livssag.

Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Laesestuen
og holdt sig tilbage i Halvmorket, da han saa', der var fremmede. Det
var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han
vilde blot sige Redaktionssekretaeren e