... Arnoldsen blev siddende bojet.

Berg havde faaet Arnoldsen til "Bladet" efter at have laest et
Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag,
som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i
Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til
Generalforsamlings-Referaterne og "nogle Noter".

-Hvor var De iaftes, sagde Berg.

-I Romersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sloret Stemme,
der altid sitrede, saa man naesten troede, han stammede, og han bed sig
uafladelig med sine smaa Taender i Laeben, mens han talte.

Han sad lidt, saa sagde han: Har De vaeret der?--Nej, sagde Berg, ikke
iaar.

-Hvor de Folk kaemper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han
fortalte med Ojnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om
Modet:

-Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde
de talt om de seks Dage og om forste Mosebog--_tiende_ Mode, sagde han
og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.

-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?

-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.

Han bojede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine "Noter". Det
var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om
Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nodstilstande, Notitser,
over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev
trykt i "Bladet" med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.

Redaktoren kaldte Arnoldsen for "Bergs hvide Mand" og vaernede
"Noterne" mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det
mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han.

Redaktoren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel;
og "Noterne" blev staaende.

"Nihilisten" kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han
syg:

-Hvad jeg har set for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han
fros, hvad man ser for Elendighed--for magre, for gamle, elendige
Ansigter ... han malte nervost disse Ansigter for Berg; og han sad
hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knaekket ved den blotte
Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede
sig i sit orkeslose og skrivermaessige Arbejde--fortaeret som af en
Feber, af sin raadlose og stumme Fanatisme, af et stumpt og
mojsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne,
Magteslosheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.

-Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede h