de
giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot en Stues Indbo.
_Hun_ havde sparet deres forste trehundrede Daler.... da var det Daler
endnu ... De forste trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende
med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke
videre.

Martens taenkte sjaeldent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske
naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde "klasket" et
Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter
til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadevaerelserne og givet
malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen,
stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snorkler paa Dorene....

-Som "Interessen" nu er, sagde han til Arkitekterne.

Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog
deres jaevne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader,
Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og
skinnende Kulorer--ligesom han i Laeretiden havde siddet og klattet
Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden
halvt forundret over sine egne Vidundere.

Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham
videre til nye Raffinementer, han sogte Hjaelp hos Arkitekter og
Dekoratorer, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen,
Smaamandens kaerlighed til det grelle i Kulorerne og Uvaegerligt
byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske
Ovne indforte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne,
de forgyldte Gelaendere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme,
indskaenkende og snaevre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er
vant til de smaa Rum, hvor man kan raekke med Haenderne mellem Vaeggene,
og til en tung Luft.

Han tilbragte sine Sondagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede
aldrig om Sondagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en
helligdag--legende med Bornene og seende paa sin Stue, hvor
"Haedersgaver" fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa "dode"
som alt det ovrige.

En "Haedersgave" var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab.
Pengeskabet var iovrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at
raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mont at gemme;
det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.

Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer
med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de