til Side fra en hoj Hylde, hvor der var stillet en Raekke
Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror
De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne,
stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetoj.

Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede
Drengebarn var det tyndeste Pap.

-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan
--saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han
ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.

De lo alle, mens de igen brod ud gennem Saekkelaerrederne for at komme
ned og hjaelpe paa kokkken.

Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sideflojen med fire Sale
og tolv Kabinetter.

De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjornestuen paa forste Sal,
hvor Bordet var daekket med Servietterne som virtuosmaessige Svanehalse
paa Kuverterne. De var blevet svaert sultne paa Vandringen og sagde
nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste
rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil
Kegler, og sagde:

-Det gor godt i Naesen, naar Laaget bli'r taget af Fadene.

Martens nod iovrigt laekkermundet alle sine Maaltider i Restauranten
nu. Hjemme var han naesten kun om Natten og om Sondag Eftermiddag.

Han sad da efter Bordet i et Hjorne af "Salen" i Sofaen og saa' ud paa
Pragten af Flojl, Loftsdekorationer og indlagte Mobler, der var
stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der
manglede Publikum, saa' dode og stive ud, som de endnu stod i et
Magasin.

Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Laerreder mellem Dorene
og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret
og Badevaerelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun
strax stoppet alle seks Born sammen og vuggede og vissede fortumlet
videre, saa godt hun kunde.

Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen
over deres "Ophojelse"; og hun gik om Sondag Eftermiddag rundt om
Martens paa Laerredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde
traede, og talte hviskende, halvt af naesten overtrosk AErefrygt for hele
Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde vaere forbi
igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Stoj
mellem Vaeggene.

Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens
stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da