inanden. Ja--_der_
blev naevnt Folk--det var den halve By, der blev naevnt af Rygtet--til
Direktor.

-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel vaere
Direktor ...

-Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to.

Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel
have sin Interesse.

Berg blev ved at le, mens de andre i Spog, leende og drikkende,
vedblev at tale med "Dhrr. Direktorer" om stykker og Billetpriser og
Skuespillerengagementer.

-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jode ihjel ...

De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De
takkede for Mad, rodmussede og hojrostede, fik Cigarer taendt og slog
vinduerne op. Ovre i Passagen strommede Middagssvaermen forbi i Solen,
Luften var hoj og klar. De slog sig ned om Likorflaskerne, seende ud
over maengden, glade og vaedende Tungerne med smaa Glas.

Adolf stodte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han
begyndte igen at laegge Planer om Koncerter, om Turneer og om
Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De
om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de
Rejsendes Maaned ...

-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod
Passagen og Maengden. Det er jo kun et eneste stort Kobenhavn, det
hele....

De smilte alle ud over Middagssvaermen, og Spenner sagde: Og saa
traekker man dem ogsaa over Sundet.

-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.

De blev stille, hver i sine Tanker, blaesende smaa, fine Rogskyer frem
for sig i luften. Stojen nede fra traengte op til dem, og de sad,
smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vaedske blev gylden i Lyset.

-Ja, sagde Adolf. Det er det, det gaelder om; og de tomte Glassene og
brod op.

Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og
skiltes ovre paa Hamtorvet;

-Men ligegodt, sagde Adolf. Taenk over det--det er en _Ide_.

-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken
om "Direktoratet"--saa tosset det end var.

-Naa--adieu, "Associe", sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han:
"_Jeg_ skyder Pengene ind.

Berg blev ved at le ganske hojt for sig selv, mens han sad, med Hatten
paa sit Skod, oppe paa Taget af Sporvognen og korte til Kontoret.

I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af
de nye Olietaepper paa Gulvene. Redaktionssekretaerstolen, Hr. Gravesens
Embedssaede, i den forste Stue var tom, paa et Hjorne af