unge
Adolf og raabte med Haenderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg
og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger:
Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke
saa rar, for de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fodderne.

Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens
Faktotum, der sagde, at Kokken umulig laengere kunde holde "den lille
Forfriskning".

Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem
Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende
udenom Kalkbotter og over Braedder:

-_Der_ skulde vaere Marmorpuds, og _der_ skulde vaere Forgyldning ...
Martens pegede og Martens viste.

Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine
Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og forte den hojre
Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og
Puds og Kulorer for sine glade Ojne, der altid straalede som et Barns
over hans egne Undere.

-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og
nynnede. Nynne gjorde Martens altid, hojere og hojere, mens det
svirrede for hans Ojne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om
i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor
han havde sunget over Hovlebaenken.

Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men
Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige
herindenfor i "Foyeren"--Martens sagde "Foe-en", han snublede altid
over de mange fremmede Ord i sine "Bygninger"--; de brod gennem mange
skaermende Saekkelaerreder, der spaerrede Doraabningen, ind i Foyeren,
hvor Arbejdernes toj hang paa interimistiske Knager, og en Maengde
Olflasker garnerede Vaeggene. Modellen stod velforvaret paa et
Fjaellebord.

Martens daekkede Stykket af med en Haand saa varsom, som loftede han
Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa
Papiermache-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det
indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel
paa Taget, saa den viftede.

De laeste "Victoria" paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den
saadan kunde vifte, naar man pustede.

Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:

-Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens.

-Ja, sagde Martens og kneb Ojnene sammen, mens han blev ved at le med
sin Kluklatter: Det er "Interessen", sagde han. Han slog et
Saekkelaerred