kvaerket under Larmen. Konferensraad Hein klappede
for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved
at applaudere, saa Agent Hoyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst
paa Hjornet, barhovedet, i sin brunrode Paryk--med den hoje Hat under
Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Haenderne, der var
foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der
skulle stemmes i Byraadet...

Da Klap og Bravo var doet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og
sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne
"spontane Ovation"--han vidste, i hvor hoj en Grad det vilde glaede
Hans Majestaet. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik
over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni
Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og sagde
hojtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:

Han vilde sikkert bringe Hans Majestaet denne Forsamlingens gentagne
Hilsen. De ved det, sagde han og talte, vuggende let frem over
Bordkanten: De ved, mine Herrer, hvilken hojsindet Protektor, hvilken
utraettelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans
Majestaet. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages
betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del
af al Landets Kapital--af Hans Majestaet er blevet hilset med Glaede og
Haab. Det maa vaere os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer,
en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophojede Konge i Spidsen
for vore Bestraebelser med sine naadige Onsker om vor Fremgang ...

Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et hojt
"Leve" for Hans Majestaet.

Man horte de sidste Toner af Honnormarschen, mens Hurraraabene dode
hen; der var kommet en hoj, loftet Stemning over hele Selskabet, man
talte om de store nationale Foretagender, om Omvaeltningerne i
Agerbruget og Havnen i Esbjerg.

Redaktor og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde
dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde henvendes til
Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen horte mer end
"Fortjenester, alle kendte", og Redaktoren maatte vente, til
Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med hojt haevet
Glas--med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen
Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad
Hein.

Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sam