t_ om de
kaffeblodte Mellemvaerker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru
Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun
Hovedet og sagde:

-Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten
deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for
at spise og fylde en L'hombre ud for AEgtemaendene; han horte ligesom
Berg--kun til Udenvaerkerne og gik under Navnet "Neutrum".

Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa
Verandaen sad Lange og saa' kraenket ud over en med Brod kemisk renset
Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i
Selskab.

-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kodet.
Man kommer aldrig derfra.

Ovre ved Pousse-Cafe'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Moller
fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herreraekken mod
Verandapillerne drak man glade Privatlikorer i Flaeng, og Konsul
Mollers Nabo blev ved at slaa et Par kaerlige Arme op om Konsulens
Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul
Moller aldrig kom videre end til "hojt at glaede sig, mine Herrer",
hvad han blev ved at gore, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en
Etatsraadsraekke, der sad ind mod Vaeggen, ranke og repraesenterende, med
saare tomme Ansigter.

-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.

-Ved s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein
staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for
at samle Kapitalen...

-Ja saa...

Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Svaermen
ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst
sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned
ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetorklaederne bundet om Halsen
... De forsvandt ovre i Alleen, drejende om alle Skjorter...

Strommen dernede blev ved at bolge frem og tilbage, mens en Gang
imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til
Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lod ud gennem
Vinduerne.

Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen
mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Maengden mod den
lyse Koncertsal.

Der blev applauderet dernede, forst inde i Salen og saa udenfor; det
lod som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede
igen, kendte man "Honnormarschen" og alle Herrerne raabte Bravo og
klappede ud over Rae